Hvad er direkte tildeling på en rammeaftale, og hvornår bruges det?

Direkte tildeling er en tildelingsmetode, der kan bruges ved en rammeaftale med flere leverandører.

Direkte tildeling skal ske på grundlag af rammeaftalens bestemmelser og de objektive kriterier, der er fastsat i udbudsmaterialet.

Kravet om, at tildelingen skal ske på baggrund af objektive kriterier, indebærer, at ordregiver ikke frit kan vælge, hvem af rammeaftalens parter, der skal indgås en leveranceaftale med.

Der stilles store krav til gennemsigtighed og ligebehandling i forbindelse med tildelingen af de konkrete leveranceaftaler. Udbudsmaterialet for rammeaftalen skal fastlægge de objektive kriterier for direkte tildeling af en leveranceaftale.

Der kan anvendes forskellige modeller for direkte tildeling, fx:

  • Kaskademodellen – rangordning af leverandørerne
  • Behovsmodellen – ordregivers konkrete behov

Efter kaskademodellen rangordnes leverandørerne på baggrund af den tilbudsevaluering, der er foretaget af tilbuddene indgivet på rammeaftalen. Den bedst placerede leverandør skal først tilbydes den konkrete leveranceaftale, og kun hvis denne ikke kan levere, kan man gå videre til den næste leverandør i rækken.

Ved behovsmodellen indgår ordregiver en leveranceaftale ud fra sit konkrete behov i forhold til den konkrete anskaffelse. Ordregivers konkrete indkøbsbehov kan fx tilsige, at leveranceaftalen tildeles den leverandør, der kan levere alle de varer, som ordregiver har behov for. Her kan ordregivers behov være udslagsgivende for, hvilken leverandør der tildeles en konkret aftale. Ordregiver må dog ikke opgøre sit behov på baggrund af usaglige hensyn, således konkurrencen hindres, begrænses eller fordrejes.