Pressemeddelelse
Banker konkurrerer for lidt på priser
Danske banker fokuserer meget på rådgivning og lidt på pris, når de konkurrerer om privatkunderne. Det viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”.
Kun 16 procent af bankerne vurderer, at ”gebyr- og rentesatser” er vigtige konkurrenceparametre. Omvendt mener næsten 80 procent, at ”relationen mellem kunde og rådgiver” er vigtig, og næsten halvdelen vurderer, at ”rådgivning” og ”image” er vigtige parametre.
Relationsskabelse, rådgivning og image koster bankerne penge. Når priskonkurrencen samtidig er svag, kan det betyde, at bankernes omkostninger – og dermed priser – er højere, end de ellers ville have været.
Forbrugernes adfærd er en del af forklaringen på, at priskonkurrencen kan blive mere effektiv. Få indhenter flere lånetilbud, forhandler om priser og vilkår eller skifter bank. Analysen viser, at en gennemsnitsfamilie kan spare omkring 24.000 kroner om året ved at skifte fra den dyreste til den billigste bank.
Analysen anbefaler en række tiltag, som kan give forbrugerne et bedre grundlag for at udfordre bankerne og opnå de bedst mulige priser og vilkår.
Blandt andet anbefaler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at der udvikles læringsforløb om bankmarkedet online, at bankerne gør information til kunderne nemmere at læse og forstå, og at ”god-skik reglerne” ændres, så det står klart, at bankens ekspedienter kun vejleder om og sælger bankens egne produkter.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, Agnete Gersing, siger:
Der er et stort potentiale for at styrke priskonkurrencen på bankmarkedet. En skarpere priskonkurrence vil øge bankernes fokus på at holde omkostningerne nede. Det vil gavne forbrugerne.
”Forbrugerne spiller en vigtig rolle for konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder. Ved at søge efter og sammenligne tilbud, forhandle om priser og vilkår og være villig til at skifte bank kan de lægge pres på bankerne.”
”Det vil være et langt og sejt træk at forbedre konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder. Vores anbefalinger vil skubbe udviklingen et stykke i den rigtige retning, men der er ingen snuptags-løsninger.”
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Relateret materiale
Læs anbefalinger og hovedkonklusioner fra analysen "Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder"
Læs analysen ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”
Læs mere om mulighederne for at få bedre priser og vilkår i banken på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.