Afgørelse
Nummer
2:8032-179/cf
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Vedtagelser om markedsføring og garantiaftale for medlemmer af Foreningen for Danmarks Lak- og Farveindustri
Vedtagelser i Lak- og Farveindustriens forening skal ophæves
Pressemeddelelse - 25. november 1998
Konkurrencerådets møde den 25. november 1998
To vedtagelser i Foreningen for Danmarks Lak- og Farveindustri (FDLF) er forbudte efter konkurrencelovens § 6 og kan efter rådets afgørelse ikke opnå fritagelse efter samme lovs bestemmelser. De to vedtagelser vedrører henholdsvis brug af miljøargumenter i markedsføringen af malevarer og trykfarver samt en garantiaftale mod rustdannelse. FDLF omfatter stort set alle større producenter af malevarer, trykfarver og produkter til rustbeskyttelse i Danmark.
Miljøargumenterne skal præcisere Miljøstyrelsens regler om vildledende markedsføring, der bl.a. forbyder udsagn i markedsføringen om, at et kemisk stof eller produkt ikke indebærer nogen sikkerhedsrisiko.
Rådet har imidlertid vurderet, at vedtagelsen indskrænker medlemmernes muligheder for markedsføring unødvendigt. Det er således ikke rimeligt, at vedtagelsen pålægger medlemmerne via foreningen at meddele et hvert nyt påtænkt miljøargument til alle de øvrige medlemmer. Vedtagelsen begrænser også medlemmernes adgang til uden foreningens godkendelse at kunne tilslutte sig etablerede godkendelsesordninger og mærkningssystemer, uden at det efter rådets opfattelse er nødvendigt for at hindre vildledende markedsføring.
Hertil kommer at FDLF’s udformning af garantiaftalen mod rustdannelse på flere områder er til ensidig fordel for producenterne på købernes bekostning.