Øvrige nyheder
Fakta: Hovedkonklusioner og overvejelser fra analysen "Fragt til forbrugerne"
Hovedkonklusioner
Højere danske listepriser på forsendelser
- De danske listepriser på forsendelse af pakker på 1-2 kg er højere end i udlandet, selv når der korrigeres for forskelle i moms. Prisen for at sende en pakke eller et brev, der vejer 1-2 kg, var i 2011 mellem 10 og 36 pct. procent højere end gennemsnittet af priserne i Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Eventuelle rabataftaler indgår ikke i prissammenligningerne. En stor del af e-handlen består af cd’er, dvd’er, tøj, sko, bøger og elektronik. Disse varer vejer typisk omkring 1-2 kg og sendes som mindre brev- eller pakkeforsendelser. Priserne er indhentet fra de nationale postmyndigheders hjemmesider og omfatter en forsendelse med kortest leveringstid.
- Listeprisen for et prioriteret indenlandsk brevprodukt på 1 kg og pakkeprodukt på 2 kg var i 2011 hhv. 17 og 14 pct. højere i Danmark end gennemsnittet af EU9-landene samt Norge. Priserne er indhentet fra Eurostat og omfatter en såkaldt prioriteret forsendelse. I undersøgelsen er der ikke korrigeret for momsforskelle. En korrektion ville føre til en større prisforskel.
- For en mindre dansk e-handler, der sælger nogle af de mest handlede varer, er listeprisen ca. 14 pct. højere for forsendelserne end gennemsnittet af listepriserne hos tilsvarende e-handlere i Storbritannien, Sverige og Tyskland, når der korrigeres for forskelle i moms. Prisforskellen er angivet ud fra de nationale postvirksomheders listepriser i 2013 og omfatter et økonomiprodukt. Både breve og pakker indgår i sammenligningen, da en e-handler typisk anvender begge typer forsendelser.
Momsfritagelse på befordringspligtige tjenester kan give ulige konkurrencevilkår
- Post Danmark er udpeget til at være befordringspligtig virksomhed i Danmark. Som følge heraf er Post Danmark momsfritaget på befordring af B2C-pakker, med mindre der er forhandlet individuelle vilkår, og på befordring af C2C-pakker.
- Momsfritagelsen giver umiddelbart Post Danmark fordele på de områder, hvor Post Danmark er udsat for konkurrence. Grundet momsfritagelsen har Post Danmark alt andet lige mulighed for at sælge post- og pakkeydelser til forbrugere og ikke-momspligtige virksomheder billigere end en lige så effektiv konkurrerende fragtvirksomhed, der ikke er momsfritaget. Befordringspligten betyder på den anden side, at Post Danmark kan have meromkostninger i forhold til en lige så effektiv konkurrerende fragtvirksomhed. Den samlede virkning afhænger af størrelsen af de to modsatrettede virkninger.
- I EU er befordringspligten på postområder udmøntet forskelligt. Det viser en undersøgelse af postreguleringen i en række EU medlemslande. Befordringspligten i Danmark er mere omfattende end eksempelvis i Sverige, Nederlandene og Frankrig. I Frankrig og Nederlandene har markedet leveret en landsdækkende pakkeservice, uanset begrænsningen af befordringspligten. I Sverige gælder befordringspligten kun forsendelser til en pakkeshop.
- Grundet den mere omfattende befordringspligt er relativt flere ydelser omfattet af momsfritagelse i Danmark end i de øvrige lande. Det betyder, at de nævnte lande på flere områder end i Danmark har valgt en markedsløsning og undgået at give en momsfritagelse.
Forbrugerne har begrænsede valgmuligheder
- Selv om konkurrencen om omdeling af pakker er øget i de seneste år, er der i Danmark relativt få virksomheder, der tilbyder befordring af pakker, sammenlignet med eksempelvis Frankrig, Tyskland og Sverige. De nationale posttilsynsmyndigheder har angivet, at der i Frankrig er 8-10 store leverandører, i Tyskland er fem store og et antal mindre, mens der i Sverige er fire store samt et antal mindre leverandører. I Danmark er der to store leverandører samt et antal mindre.
- 54 pct. af e-handlerne anvender kun én distributør til forsendelser af pakker og breve. Godt otte ud af ti danske e-handlere anvender Post Danmark til distribution af pakker og breve. Til sammenligning anvender 29 pct. af e-handlerne den anden store leverandør, GLS, og 7 pct. anvender forskellige mindre leverandører, hhv. Bring, UPS eller DHL.
- En væsentlig del af e-handlerne, ca. 60 pct., tilbyder ikke forbrugerne en valgmulighed når det kommer til forsendelse af e-handlede varer.
- Ca. 40 pct. af e-handlerne tilbyder flere muligheder for fragtydelser. Blandt dem har over 40 pct. på forhånd afkrydset et fragtprodukt på hjemmesiden. Det svækker forbrugernes tilskyndelse til at medvirke til at styrke konkurrencen gennem aktive valg, hvis forbrugerne ubevidst styres mod det fragtprodukt, der på forhånd er afkrydset.
Overvejelser for styrket konkurrence og forbrugerforhold på markedet for fragt af pakker
Et velfungerende marked for fragt af e-handlede varer er vigtigt for at understøtte den voksende e-handel. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på baggrund af resultaterne fra analysen identificeret flere forhold, som giver anledning til at overveje, om markedet kan blive mere velfungerende. I overvejelserne indgår hensyn til, at reguleringen på markedet understøtter udvikling og gode konkurrencevilkår, at e-handlere i højere grad tilskynder forbrugerne til at træffe aktive valg samt at forbrugerne i højere grad bliver opmærksomme på at vælge de bedste ydelser på markedet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens overvejelser for styrkede konkurrence og forbrugerforhold:
1. Kan momsfritagelsen for befordring af pakker begrænses ved at begrænse befordringspligten?
Det er en politisk beslutning at fastsætte omfanget af befordringspligten. I lyset af udviklingen på markedet for pakkeforsendelser kan der opstå en efterspørgsel efter at tilpasse reguleringen. Følgende to eksempler kan give inspiration til overvejelser om, hvordan en tilpasning af befordringspligten kunne ske.
- Kan befordringspligten for pakker sendt fra virksomheder til private (B2C) begrænses til kun at omfatte befordring, der sendes enkeltvis på vilkår, der er ens for alle?
I eksemplet vil alene pakker, som indleveres til befordring som enkeltforsendelse på vilkår, der er ens for alle, være omfattet af befordringspligten. Dermed vil momsfritagelsen på pakkeforsendelser alene omfatte enkeltforsendelser. Ved enkeltforsendelse forstås pakker, der indleveres lejlighedsvist og/eller i mindre antal og som i medfør af postreguleringen skal befordres til enhedstakster. Udelukket fra befordringspligten vil således være befordringen af pakker til erhverv og privatpersoner, 1) tilbudt virksomheder 2) ifølge kontrakt 3) omfattende befordring af flere pakker. I dette eksempel vil al befordring af flere pakker – i modsætning til enkeltforsendelser - fra erhverv til forbrugerne, være pålagt moms. Det gælder uanset om der sker befordring til pakkeshops eller adressen. Omvendt vil Post Danmark ikke have befordringspligt – og dermed være pålagt den servicegaranti som pligten giver – for denne type pakker. - Kan befordringspligten for pakker begrænses til alene at omfatte omdeling til adressen?
Et andet eksempel kunne indebærer at alene pakker, som indleveres til befordring med omdeling (dvs. til adressen), vil være omfattet af befordringspligten. Således vil alle forbrugere være garanteret levering til adressen. Befordring af pakker, der leveres til pakkeshops, posthus mv. vil derimod ikke være omfattet af en pligt om befordring. Momsfritagelsen vil således alene omfatte pakker, der leveres til adressen, mens befordring af pakker der leveres til pakkeshops eller posthuse vil være pålagt moms. I dette eksempel vil det skulle overvejes, hvordan det praktisk vil kunne gennemføres, at det er valget af leveringssted, der afgør om en pakke pålægges moms eller ej. Da pakkemodtageren selv har mulighed for at vælge leveringssted kan det komplicere et sådant system.
Samlet set vurderes de ovenfor beskrevne overvejelser at kunne øge forbrugervelfærden. Den øgede forbrugervelfærd vil dog ikke nødvendigvis komme alle forbrugere til gode. Når der ikke stilles krav om ens leveringsvilkår i alle områder af Danmark kan det være, at der tilbydes én løsning i et område og en anden løsning i et andet område.
En yderligere overvejelse kunne være at adskille den tætte kobling mellem momsfritagelse og befordringspligt. Det vil imidlertid kræve en ændring af et EU-direktiv.
2. Kan e-handlere og prissammenligningssider i højere grad tilskynde forbrugerne til at træffe aktive valg af fragtydelser, bl.a. på baggrund af gennemsigtige priser?
For at forbrugerne kan træffe aktive valg er det en forudsætning, at rammerne herfor er gode. For at styrke rammerne kunne følgende overvejelser bidrage til at forbedre forholdene på markedet:
Det kan eksempelvis ske ved:
- At e-handlere undlader på forhånd at afkrydse bokse om leveringsydelser på hjemmesiden, med mindre der kun er én valgmulighed.
Forhåndsafkrydsede bokse på hjemmesider påvirker forbrugernes valg, da forbrugerne har en tendens til at anvende det produkt, som er valgt for dem. - At e-handlerne gør det nemmere for forbrugerne at få oplyst fragtprisen og hvilke fragtydelser der tilbydes ved levering af varer.
Det kan ske ved, at det klart fremgår på hjemmesiden, hvor forbrugeren kan læse om fragtprodukterne, samt at udvalget af fragtprodukter og priser fremgår tydeligt, så snart forbrugeren har lagt en vare i den elektroniske indkøbskurv. Udbud og pris for fragtprodukterne kan herefter ændre sig, efterhånden som der lægges mere i indkøbskurven eller varer fjernes igen. - At e-handlerne efterspørger og udvikler forskellige alternative fragtydelser til gavn for forbrugerne.
Det kan enten være hos den eksisterende distributør eller hos nye. Eksempelvis kan det være mere fleksibel levering, så forbrugerne kan få pakken leveret indenfor et afgrænset tidsrum.
3. Kan forbrugerne blive mere opmærksomme på, at fragtydelsen er et produkt i sig selv ved e-handel?
Ved valg af e-handler kan forbrugerne med fordel overveje, om e-handleren tilbyder den fragtydelse, som passer bedst til forbrugernes behov. Det kan fx være ydelser til en lav pris eller med særlige leveringsvilkår.
Relateret materiale
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.