Øvrige nyheder
Coloplast Danmark A/S' midlertidige tilsagn
Herunder ses ordlyden af det midlertidige tilsagn, som Konkurrencerådet har godkendt.
Præambel
I forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse af Coloplast Danmark A/S' mulige misbrug af en mulig dominerende stilling i form af margin squeeze, har Coloplast Danmark A/S, tiltrådt af Coloplast A/S, afgivet tilsagnene nedenfor.
Formålet med tilsagnet er at imødekomme Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens foreløbige betænkeligheder, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afslutter sin undersøgelse af sagen.
Tilsagnet tilsigter ikke at hindre Coloplast A/S og Coloplast Danmark A/S fra at deltage i konkurrencen på markedet, og Coloplast A/S og Coloplast Danmark A/S kan derfor deltage i konkurrencen på markedet under iagttagelse af tilsagnet, herunder særligt punkt 4.
Tilsagnet er alene foreløbigt og foregriber ikke udfaldet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens fortsatte og videre undersøgelser eller en eventuel afgørelse, herunder spørgsmålet om, hvorvidt Coloplast Danmark A/S indtager en dominerende stilling på noget marked, eller om en sådan stilling i givet fald er blevet misbrugt.
Tilsagn
I en periode indtil udgangen af juni 2024, mens der afsøges en permanent løsning, er Coloplast Danmark (og Coloplast koncernen) indstillet på at overholde følgende begrænsninger i pkt. 1) til 4) samt 4a) til 4d) nedenfor:
- At sælge de omhandlede Coloplast-stomihjælpemidler til alle grossister, der ønsker at købe fra Coloplast Danmark til brug for Kommunale aftaler, og
- at anvende ens Upstreampriser og Rabatter og Vilkår over for alle grossister, og
- enten at afstå fra at afgive tilbud (herunder gennem eventuel deltagelse i et konsortium) i Kommunale aftaler,
- eller at afgive tilbud (herunder gennem eventuel deltagelse i et konsortium) i udbud af Kommunale aftaler til Downstreampriser, som giver en lige så effektiv konkurrent i grossistleddet mulighed for at få dækket sine omkostninger og opretholde en rimelig avance på Coloplast-stomihjælpemidler, hvilket skal vurderes på følgende måde og efter følgende procedure:
4a) De tilbudte Downstreampriser skal være tilstrækkeligt høje til at dække Coloplast Danmarks Upstreampris med tillæg af Coloplast Danmarks langsigtede inkrementelle omkostninger (herunder vederlag som dækker eventuelle konsortiepartneres langsigtede inkrementelle omkostninger) forbundet med levering af Coloplast-stomihjælpemidler og tilhørende ydelser til kommunerne samt en avance, som hemmeligholdes […].
4b) Rabatter og Vilkår anvendes på identisk måde over for alle grossister, og hvis Coloplast Danmark også tilbyder Rabatter og Vilkår i Kommunale aftaler, må disse ikke være mere fordelagtige end de Rabatter og Vilkår, der anvendes over for grossisterne;
4c) Senest 10 hverdage før tilbudsfristen i enhver Kommunale aftale giver Coloplast Danmark meddelelse til grossisterne om de for den Kommunale aftale gældende Upstreampriser og de gældende Rabatter og Vilkår, som alle grossister på det danske marked således vil kunne købe til (begrænset til den konkrete Kommunale aftale) (dog således at Coloplast Danmark A/S kan tage forbehold i forhold til Upstreampriserne, såfremt "spørgsmål/svar-fristen" i den Kommunale aftale ikke er udløbet på det tidspunkt, idet Coloplast Danmark efterfølgende kan foretage ændringer af Upstreampriserne, såfremt nye og relevante oplysninger meddelt i forbindelse med "spørgsmål/svar" giver saglig anledning hertil); og
4d) I forbindelse med Coloplast Danmarks eventuelle deltagelse i Kommunale aftaler, herunder gennem eventuel deltagelse i et konsortium, skal Coloplast Danmark til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens orientering fremsende dels de Downstreampriser og eventuelle Rabatter og Vilkår, som Coloplast Danmark vil byde ind med, dels de anvendte Upstreampriser og Coloplast Danmarks langsigtede inkrementelle omkostninger (herunder vederlag som dækker eventuelle konsortiepartneres langsigtede inkrementelle omkostninger) forbundet med levering af Coloplast-stomihjælpemidler og tilhørende ydelser til kommunerne, som dokumentation for overholdelse af pkt. 4a) og 4b) ovenfor senest tre hverdage inden Coloplast Danmarks afgivelse af tilbud i en Kommunal aftale.
Definitioner
Alle definitioner omfatter også det pågældende ord i flertal og i både bestemt og ubestemt form.
Coloplast: Coloplast A/S, CVR-nr. 69749917.
Coloplast Danmark: Coloplast Danmark A/S, CVR-nr. 19020940.
Coloplast-koncernen: Alle virksomheder, der er kontrolleret af Coloplast A/S eller Coloplast Danmark A/S, hvorved kontrolbegrebet skal fortolkes i overensstemmelse med § 3 i bekendtgørelse nr. 1286 af 26. november 2019 om beregning af omsætning i konkurrenceloven.
Coloplast-stomihjælpemidler: Omfatter alle Coloplast-varenumre inden for stomipleje, som omfattes af en Kommunal aftale, herunder poser, barrierer og tilbehørsprodukter.
Downstreampriser: Stykprisen på Coloplast-stomihjælpemidler ekskl. moms samt ekskl. eventuelle Rabatter og Vilkår, som tilbydes til en kommune ved afgivelse af tilbud på Kommunale aftaler om indkøb af stomihjælpemidler i Danmark.
Grossist: Enhver virksomhed, der byder ind på Kommunale aftaler om stomihjælpemidler.
Kommunale aftaler: Danske kommuners og danske kommunale indkøbsfællesskabers udbud af aftaler eller prisindhentninger vedrørende indkøb af stomihjælpemidler som samlet aftale omfattende både Coloplast-stomihjælpemidler og andre producenters produkter sammen med logistik og bevillingssystem.
Rabatter og Vilkår: De ikke-diskriminerende vilkår for (1) omkostningsbegrundet kvantumsrabat, der ydes i forhold til købte volumener, og (2) performance-rabatter, som ydes for købers konkrete indsatser knyttet til videresalg af Coloplast stomihjælpemidler, herunder for: (a) at levere bevillingsdata til Coloplast Danmark, (b) at samarbejde med Coloplast Danmark om sygeplejefaglig rådgivning, herunder at lade Coloplast Danmark forestå sygefaglig rådgivning relateret til Coloplast-produkter, (c) at acceptere for Coloplast Danmark gunstige betalingsbetingelser, (d) at levere rullende seksmåneders forecast, eller acceptere senere leveringstidspunkter, eller andre objektive og sædvanlige leveringsbetingelser samt (e) at levere eventuelle andre på forhånd definerede, objektive og sædvanlige indsatser til udbredelse af oplysning om og/eller salg, markedsføring og distribution af samt rådgivning om Coloplast-stomihjælpemidler.
Upstreampris: Stykprisen på Coloplast-stomihjælpemidler ekskl. moms samt ekskl. eventuelle Rabatter og Vilkår, som tilbydes til enhver virksomhed, der byder ind på Kommunale aftaler om stomihjælpemidler.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.