Øvrige nyheder

Kapitalfonden EQT V Limited har anmeldt overtagelse af KMD A/S

Konkurrencestyrelsen har modtaget anmeldelse af kapitalfonden EQT V Limiteds og ATP’s overtagelse af aktierne i KMD A/S.[1] EQT V overtager 85 % af aktierne og ATP 15 %.

Overtagelsen udgør en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den. Fusionen har egentlig fællesskabsdimension, men er efter parternes anmodning blevet henvist til behandling hos de danske konkurrencemyndigheder efter reglerne i EF-fusionsforordnin­gens artikel 4, stk. 4.

KMD ejes i dag af Kommune Holding A/S og er den største danskejede it-virksomhed. Selskabet er aktiv inden for en bred vifte af områder inden for it – med danske kommuner som den primære kundegruppe. KMD har også aktiviteter på det private marked inden for bl.a. outsourcing og ASP løsninger.

EQT V Limited foretager private equity investeringer i virksomheder i forskellige lande. EQT V Limited er en af 9 kapitalfonde, der tilsammen indgår i EQT-gruppen, hvis porteføljevirksomheder er aktive inden for en lang række forskellige områder. EQT’s danske portefølje består af virksomhederne Bodilsen, BTX Group, Cimbria, Dako og ISS. Ingen af disse er aktive inden for samme områder som KMD. Ud over investeringer i Danmark har EQT-gruppen investeret i virksomheder i Kina, Finland, Tyskland, Sverige og Storbritannien.

ATP er et dansk pensionsselskab, der bl.a. er aktivt inden for private equity investeringer.

KL og KMD indgår i forbindelse med EQTs overtagelse af KMD en overgangsaftale (Transitionsaftale), som i en vis periode efter overtagelsen regulerer KMD’s adfærd overfor kommunerne, fsva. forsyningssikkerhed, prisudvikling, serviceniveau samt standardiserede it-grænseflader (interoperabilitet). Transitionsaftalen omfatter de af KMD’s IT-løsninger, som er nødvendige for kommunernes lovbundne sagsbehandling. Der vedlægges en beskrivelse af Transitionsaftalens indhold.

Download en beskrivelse af transaktionsaftalen (pdf)

Konkurrencestyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest onsdag den 18. februar 2009 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrencestyrelsen

Nyropsgade 30

1780 København V

Send mail

Mrk.: Fusion – EQT/KMD

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos kontorchef Martin Windelin på tlf. 7226 8082.

[1] Salget af KMD A/S sker som konsekvens af kravene i Lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber (Lov nr. 548 af 6. juni 2006).

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.