Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Danske Færger A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af oprettelsen af Danske Færger A/S (Færgen) som et selvstændigt fungerende joint venture mellem et holdingselskab til Bornholmstrafikken A/S, der ultimativt er ejet af den danske stat, og Clipper Group A/S.

Parterne har oplyst, at Færgen siden 2007 har fungeret som et samarbejde (et ikke-selvstændigt joint venture) mellem Bornholmstrafikken A/S og Clipper Group A/S. De deltagende parter indskød kapital med henblik på at kunne deltage i udbud på indenlandske danske færgeruter.

Oprettelsen af Færgen som et selvstændigt fungerende joint venture sker ved en fusion mellem Bornholmstrafikken A/S, Sydfynske A/S (der er et indirekte helejet datterselskab af Clipper Group A/S) og Færgen med Færgen som det fortsættende selskab. Færgen vil således overtage færger og en række medarbejdere. Færgen bliver dermed i stand til selv at udføre management på egne ruter og overgår derefter til at være et selvstændigt fungerende joint venture.

Færgen skal efter hensigten drive færgeoverfarten på ruterne Kolby Kaas-Kalundborg, Sælvig-Hou, Rønne-Ystad, Rønne-Køge, Rønne-Sassnitz, Spodsbjerg-Tårs, Bøjden-Fynshav og Esbjerg-Fanø.

Ovenstående udgør en fusion omfattet af Konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Fusionen må derfor ikke gennemføres uden Konkurrencerådets godkendelse.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest mandag den 29. november 2010 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
ksft@ksft.dk

Mrk.: Fusion - Færgen

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Anne Sofie Agger-beck-Lauritzen på tlf. 7226 8182 eller hos fuldmægtig Michael Christian Riis på tlf. 7226 8034.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.