Øvrige nyheder

Varslet fusion: Axcel IV køber Trelleborg Waterproofing m. fl.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget meddelelse om, at Axcel IV køber Trelleborg Waterproofing AB m. fl. Ved fusionen overtager den danske kapitalfond Axcel IV fra den svensk baserede Trelleborg-koncern en række selskaber og aktiviteter, der beskæftiger sig med imprægnering og tagbeskyttelse (herefter samlet benævnt "TWP" )

Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Transaktionen indebærer, at Axcel IV får enekontrol over TWP, herunder bl.a. de danske selskaber Trelleborg Phønix A/S, Hetag A/S og Hetag Tagmaterialer A/S.

TWP beskæftiger sig med fremstilling og salg af tagdækning og imprægnering, som bl.a. anvendes til isolering og til at muliggøre miljøforbedringer og energibesparelser samt til at forlænge levetiden for bygninger og andre konstruktioner.

Axcel-fondene er i dag ikke aktive inden for disse områder, men Axcel III ejer 70 pct. af typehusfirmaet Huscompagniet A/S. Huscompagniet bruger dog i dag helt overvejende andre tagtyper end dem, der leveres af TWP.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 10. januar 2011, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Axcel IV / Trelleborg Waterproofing AB

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Carina Hilt Jørgensen. tlf. 7226 8130, e-mail: chj@kfst.dk, chefkonsulent Hans Kierkegaard, tlf. 7226 8113, e-mail: hk@kfst.dk eller kontorchef Camilla Hesselby, tlf. 7226 8176, e-mail: cah@kfst.dk

NB. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er lukket mellem den 23/12-2010 og den 3/1-2011

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.