Øvrige nyheder
Fusionsanmeldelse: Marius Pedersens A/S overtager Renoflex-Gruppen A/S’ Industridivision
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 17. januar 2011 modtaget en anmeldelse af en transaktion vedrørende Marius Pedersen A/S overtagelse af Renoflex-Gruppen A/S’ Industridivision. Marius Pedersen A/S vil i forbindelse med transaktionen få overført samtlige aktiver i Industridivisionen.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.
Marius Pedersen A/S beskæftiger sig med indsamling og behandling af alle typer af affald. Selskabet har endvidere aktiviteter inden for slamsugning og entreprenøraktiviteter (jordarbejder, afløbsinstallationer, belægningsarbejder, nedrivning, beplantning mv.) i Danmark og i udlandet. Marius Pedersen A/S ejes af Marius Pedersens Fond (35 pct.) og Veolia Properté SA (65 pct.), der indgår i den franske børsnoterede Veolia Environnement SA koncern.
Renoflex-Gruppen A/S ejes 100 pct. af Renholdningsselskabet 1898 (R98) via datterselskabet Renhold A/S. R98 er en non-profit, selvejende institution, der har haft eneret til at indsamle husholdningsaffald i København og Frederiksberg Kommuner. Der er imidlertid politisk truffet beslutning om, at denne eneret skal ophøre i 2011. Som konsekvens heraf er der truffet beslutning om at bringe R98’s virksomhed til ophør. Frasalget af Renoflex-Gruppen A/S’ industridivision sker som led i afviklingen af R98.
De markeder, hvor parterne har overlappende aktiviteter, er: (1) Markedet for indsamling af ikke-farligt erhvervsaffald, (2) Markedet for vejgodstransport og til dels (3) Markedet for behandling af affald. Renoflex-gruppens behandlingsanlæg er dog ikke omfattet af transaktionen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 26. januar 2011 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion - Affaldsområdet
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Anne Sofie Aggerbeck-Lauritzen på tlf. 7226 8182 eller fuldmægtig Marie Løvbjerg på tlf. 7226 8153.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.