Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Sammenlægning af 4 pensionskasser

Forenklet anmeldelse af sammensmeltningen af Pensionskassen for Ergoterapeuter og Fysioterapeuter, Pensionskassen for Kost- og Ernæringsfaglige, Pensionskassen for Jordemødre og Pensionskassen for Bioanalytikere.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse af sammensmeltningen af Pensionskassen for Ergoterapeuter og Fysioterapeuter, Pensionskassen for Kost- og Ernæringsfaglige, Pensionskassen for Jordemødre og Pensionskassen for Bioanalytikere.

Fusionen vil blive gennemført som en virksomhedssammenlægning med Pensionskassen for Ergoterapeuter og Fysioterapeuter som den fortsættende pensionskasse og de øvrige pensionskasser som ophørende pensionskasser. Fusionen gennemføres som en fuldstændig sammenlægning, hvor de ophørende pensionskasser overfører samtlige aktiver og passiver samt medlemsbestand til den fortsættende pensionskasse. I forbindelse med fusionen skifter den fortsættende pensionskasse navn til Pensionskassen for Sundhedsfaglige.

Fælles for Pensionskassen for Ergoterapeuter og Fysioterapeuter, Pensionskassen for Kost- og Ernæringsfaglige, Pensionskassen for Jordemødre og Pensionskassen for Bioanalytikere er, at deres aktivitetsområder er pensionsydelser og formueforvaltning. De deltagende pensionskassers aktiviteter er identiske med aktiviteterne i den fortsættende pensionskasse.

Sammensmeltningen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den. Fusionens gennemførelse er udover godkendelse fra Konkurrencerådet betinget af fusionens godkendelse på de fusionerende pensionskassers respektive generalforsamlinger samt, at Finanstilsynet meddeler tilladelse til sammenlægning og bestandsoverdragelse i henhold til lov om finansiel virksomhed § 204.

Efter Konkurrencerådets godkendelse forventes fusionen godkendt på de fusionerende pensionskassers respektive generalforsamlinger ultimo april 2011.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 24. marts 2011 kl. 16.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
E-mail kfst@kfst.dk  

Mrk.: Fusion Pensionskasser

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Caroline Eggert Frydenberg, tlf. 7226 8091.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.