Øvrige nyheder

Kommuner, som køber elektricitet på Nord Pool, skal ikke udbyde eller annoncere købet

Kommuner og andre myndigheder, der køber elektricitet på en varebørs som for eksempel Nord Pool, er ikke forpligtet til at udbyde eller annoncere opgaven, uanset værdien af købet. Det vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en vejledende udtalelse.

I nogle tilfælde køber kommuner og andre myndigheder elektricitet gennem et elhandelsselskab. Det er også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering, at et elhandelsselskab kan købe elektricitet på vegne af en offentlig myndighed, uden at købet er omfattet af udbudsreglerne. Det forudsætter dog, at myndighederne ejer den elektricitet, som elhandelsselskabet køber, og at elektriciteten er købt på en varebørs.

Den formidlingsydelse, som et elhandelsselskab tilbyder ved køb af elektricitet på Nord Pool, er heller ikke omfattet af udbudsreglerne eller reglerne om annoncering.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog i 2010 en række henvendelser fra blandt andet et webauktionshus, Get Through Power. På den baggrund vurderede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at det var behov for en vurdering af, om formidling af køb af elektricitet på Nord Pool er omfattet af udbudsreglerne.

Med sin vejledende udtalelse gør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen det klart, hvornår kommuner og andre myndigheders køb af elektricitet er omfattet af udbudsreglerne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udtaler sig alene vejledende om udbudsreglernes anvendelse. Styrelsen har ikke kompetence til at træffe afgørelse eller give bindende forhåndsbesked i konkrete sager.

For yderligere information kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat på tlf. 7226 8020.

Læs ”Vejledende udtalelse om ordregivende myndigheders køb af elektricitet

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.