Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Maj Invest Equity 4 K/S’ erhvervelse af fælleskontrol med Vega Sea A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 4. januar 2012 modtaget en forenklet anmeldelse af Maj Invest Equity 4 K/S’ erhvervelse af fælleskontrollen med Vega Sea A/S. Ved transaktionen erhverver Maj Invest Equity 4 K/S’ igennem datterselskabet MIE4 Holding1 ApS 45 % af aktierne i Vega Sea A/S fra Vega Sea Group ApS. De resterende 55 % af aktierne i Vega Sea A/S vil efter fusionen fortsat være ejet af Vega Sea Group ApS (35 %), Smolt 1 ApS (10 %) og Smolt 2 ApS (10 %).

Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Vega Sea A/S er ejet af Vega Sea Group ApS (80 %), Smolt 1 ApS (10 %) og Smolt 2 ApS (10 %). Vega Sea A/S er en dansk handels- og produktionsvirksomhed med hovedsæde i Esbjerg. Selskabet og dettes datterselskaber beskæftiger sig med indkøb, forarbejdning og salg af hovedsageligt laks og andre fiskeprodukter.

Maj Invest Equity 4 K/S er en nyoprettet dansk investeringsfond, der er etableret i 2011. Investe-ringsfonden ejer endnu ingen porteføljeselskaber, og der er derfor heller ikke tale om at fonden ejer selskaber, der er aktive på samme eller beslægtede markeder som Vega Sea A/S og dettes datterselskaber.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 13. januar 2012 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Maj Invest/ Vega Sea

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Joan Frederiksen tlf. 4171 5135, e-mail: jf@kfst.dk 

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.