Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse: Den Jyske Sparekasses erhvervelse af aktiviteterne i Sparekassen Farsø
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse fra Den Jyske Sparekasse om erhvervelse af aktiviteterne i Sparekassen Farsø.
Fusionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af Konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Den Jyske Sparekasse har hovedsæde i Grindsted og har afdelinger i 22 byer i Midt- og Sønderjylland. Sparekassen leverer ydelser indenfor privat, erhverv og investering og har 318 fuldtidsansatte.
Sparekassen Farsø har hovedsæde i Farsø og har afdelinger i 5 byer i Nordjylland. Sparekassen leverer ydelser indenfor privat, erhverv og investering og har omtrent 100 ansatte.
Den Jyske Sparekasse og Sparekassen Farsø har i dag hver 25% af aktierne i Spar Pantebrevsinvest A/S og Amanah Kredit A/S og vil således efter fusionen samlet have 50%.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 12. marts 2012 kl. 12.00.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jakobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Den Jyske Sparekasse/ Sparekassen Farsø
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Fuldmægtig Caroline Eggert Frydenberg tlf. 4171 5052.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.