Øvrige nyheder
Forenklet fusionsanmeldelse: Alimentation Couche-Tard
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 18. april 2012 modtaget en anmeldelse af Alimentation Couche-Tard Inc,’s overtagelse af samtlige aktiviteter i Statoil Fuel & Retail ASA.
Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres før Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Alimentation Couche-Tard Inc., hvis aktier er registreret på Torontos Fondsbørs, har offentliggjort, at selskabet har planer om at erhverve op til 100 % af den tegnede kapital for Statoil Fuel & Retail ASA gennem et offentligt købstilbud. Statoil Fuel & Retail ASA er et norsk selskab, hvis aktier er registreret på Oslos Fondsbørs.
Alimentation Couche-Tard Inc. er en uafhængig dagligvarebutikoperatør i Nordamerika med et netværk på ca. 5800 butikker, hvoraf størstedelen sælger brændstof. Statoil Fuel & Retail ASA er en skandinavisk forhandler af brændstof, med et netværk på tværs af Skandinavien, Polen, Baltikum og Rusland. Overtagelsen er Alimentation Couche-Tard Inc.’s første udvidelse ind i Europa.
Transaktionen vedrører således markedet for detailsalg af brændstof.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. april 2012, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Statoil Fuel & Retail ASA.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Lise Kjærup-Heide, tlf.: 4171 5185, e-mail: lkh@kfst.dk eller fuldmægtig Monica Hansen, tlf: 4171 5228, e-mail: moh@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.