Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Nordic Capitals overtagelse af Bladt Industries Holding A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 27. april 2012 modtaget en forenklet anmeldelse af Nordic Capitals overtagelse af Bladt Industries Holding A/S.

Nordic Capital køber gennem et holdingselskab stiftet til lejligheden 100 pct. af aktierne i Bladt Industries Holding A/S af de nuværende ejere LD Equity 1 K/S, Industri Udvikling A/S og Bladt Management ApS.

Nordic Capital er en kapitalfond med fokus på fortrinsvis store og mellemstore virksomheder i særligt Europa og Norden. Nordic Capital har pt. kontrollerende ejerandele i 21 selskaber inden for en bred vifte af industrier, herunder sikkerhedsprodukter til børn, luftbehandling, mobilitetsløsninger, genbrugstjenester til waferindustrien, offshore energiservices, IT-services, trafiksikkerhedsløsninger, emballageløsninger, laboratorieundersøgelser og radiologi, kobberprodukter, farmaceutiske produkter, teknologier og services til den finansielle industri, legepladser, bilkomponenter, affugtning og klimaanlæg.

Bladt-koncernen er aktiv inden for produktion af store og komplekse stålkonstruktioner inden for vind og vedvarende energi, olie- og gasenergi samt infrastruktur. Dette inkluderer produkter såsom fundamenter og transformerstationer til offshore vindmølleparker, konstruktion af offshore olie- og gasanlæg samt bygning af shore-to-ship anlæg, broer, stålkonstruktioner til bygninger mv.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 4. maj 2012 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Bladt Industries/ITE

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Lotte Vibild Schønau tlf. 4171 5177 eller fuldmægtig Monica Hansen tlf. 4171 5228.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.