Øvrige nyheder
Forenklet fusionsanmeldelse: PFA overtager enekontrollen med Funktionær Pension
PFA Pension, Forsikringsaktieselskab (”PFA”) har anmeldt en påtænkt overtagelse af enekontrollen med Holdingaktieselskabet Funktionær Pension. Holdingaktieselskabet Funktionær Pension er i dag underlagt fælles kontrol af PFA, Dansk Arbejdsgiverforening (”DA”) og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (”HK”). DA og HK besidder i dag hver 24 pct. af aktierne i Holdingaktieselskabet Funktionær Pension, der via det 100 % ejede datterselskab, FunktionærPension, Pensionsforsikringsaktieselskab, er aktivt på markedet for overenskomstaftale arbejdsmarkedspensionsordninger.
Overgangen fra fælles kontrol til enekontrol udgør en fusion i konkurrencelovens forstand, jf. konkurrencelovens § 12a, stk. 1, nr. 2. Da de deltagende virksomheders omsætning tilsammen udgør over kr. 900 mio. i Danmark, og da begge de deltagende virksomheders omsætning er over kr. 100 mio., er fusionen anmeldt og må ikke gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.
Ved den anmeldte fusion vil PFA opnå enekontrol med Holdingaktieselskabet Funktionær Pension, som PFA siden 2007 har kontrolleret sammen med DA og HK. Fusionen er derfor anmeldt forenklet, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Ifølge anmelder vedrører transaktionen afsætningsmarkedet for livs- og pensionsforsikring, herunder specifikt det underliggende marked for overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensionsordninger, hvorpå både PFA og FunktionærPension, Pensionsforsikringsaktieselskab er aktive.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest mandag den 4. juni 2012 kl. 12.00.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
Email: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion PFA-Funktionær Pension.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Jesper Mølbæk, tlf.: 4171 5132, e-mail: jkm@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.