Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Post Danmark A/S’ overtagelse af Distribution Services A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 8. august 2012 modtaget en anmeldelse af Post Danmark A/S’ overtagelse af Distribution Services A/S. Såfremt fusionen godkendes og aftalen gennemføres, vil Distribution Services A/S således blive et helejet datterselskab til Post Danmark A/S.

Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Post Danmark A/S er et 100 pct. ejet datterselskab under PostNord AB. Post Danmark A/S driver postvirksomhed, herunder distribution, kommunikation, transport og logistik. Post Danmark A/S har aktiviteter inden for alle former for postforsendelser, herunder adresserede brevforsendelser, pakker, tidsskrifter, uadresserede reklametryksager, mm. Udover selve distributionen, udfører Post Danmark A/S også indsamling og sortering af postforsendelserne samt en række øvrige tjenester, herunder kurértjenester.

Distribution Services A/S er et 100 pct. ejet datterselskab under Zimmer Group A/S, som er en del af Zimmer Holding ApS koncernen. Distribution Services A/S udfører aktiviteter inden for klargøring af adresseløse forsendelser (dvs. primært reklametryksager), herunder sortering og pakning til brug for den efterfølgende distribution af forsendelserne til de enkelte husstande. Distribution Services A/S har siden 2003 leveret klargøringsydelser til Post Danmark A/S.

Parterne har oplyst, at de øvrige distributører af adresseløse forsendelser i Danmark udfører klargøringen (sorteringen og pakningen) af forsendelserne in house, og at der dermed ikke findes øvrige virksomheder på markedet, der sælger eller køber sådanne ydelser. Det skyldes ifølge oplysninger fra Post Danmark A/S, at klargøringsløsningerne typisk er meget kundespecifikke og skræddersyede til distributionsvirksomhedens behov. Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 17. august 2012 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Post Danmark A/S - Distribution Services A/S
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Signe Rølmer tlf. 4171 5269 eller fuldmægtig Marie-Louise Ehlers Mortensen tlf. 4171 5201.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.