Øvrige nyheder
Varsling af almindelig anmeldelse af Thorkil Andersen Holding A/S’ overtagelse af en del af aktiekapitalen i Agri-Norcold A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til anmeldelse af Thorkil Andersen Holding A/S´ overtagelse af en del af den nominelle selskabskapital i Agri-Norcold A/S fra sælgerne Mejeriforeningen Danish Dairy Board og Tican A/S. Danish Crown A/S´ ejerskab i Agri-Norcold A/S fortsætter uændret.
Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Agri-Norcold A/S driver en logistikvirksomhed inden for frysehusbranchen – primært til kunder i industrien. Agri-Norcold A/S vil fortsat have sin aktivitet på markedet for kommerciel frysehusdrift i Danmark, hvilket omfatter følgende ydelser:
- Ind- og udlagring
- Indfrysning
- Pluk og håndtering
Thorkil Andersen Holding A/S er et holdingselskab, der gennem sit ejerskab af Frode Laursen A/S driver en logistikvirksomhed, og gennem sit ejerskab af Skanol A/S driver virksomhed med benzin- og oliedistribution, og transport af farligt gods.
Danish Crown koncernen er en international fødevareproducent, der opererer på kødmarkedet globalt og er involveret i komplementære fødevare-forædlingsaktiviteter. Udover samarbejdet i Agri-Norcold A/S, har Thorkil Andersen Holding A/S og Danish Crown A/S ingen aktiviteter inden for markedet for kommerciel frysehusdrift.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. august 2012, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Thorkil Andersen Holding A/S´ overtagelse af en del af den nominelle selskabskapital i Agri-Norcold A/S.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Rune Winkler, tlf.: 4171 5261, e-mail: rfw@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.