Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Catering Engros A/S’ overtagelse af Prima Frugt A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af Catering Engros A/S’ overtagelse af samtlige aktier i Prima Frugt A/S.

Transaktionen er efter anmelders opfattelse omfattet af fusionskontrolreglerne i konkurrenceloven. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.

Catering Engros A/S er ejet af FoodService Danmark A/S, der er en del af Dagrofa-koncernen. Catering Engros driver virksomhed som landsdækkende fødevaregrossist, der leverer et totalt sortiment til professionelle køkkener.

FoodService Danmark A/S driver Dagrofa S-Engros, som er et landsdækkende net af S-engroslagre, der forsyner primært kiosk- og restaurationsmarkedet.

Dagrofa A/S ejer derudover bl.a. dagligvaregrossistvirksomheden SuperGros, der forsyner en række supermarkeder og kiosker bl.a. inden for detailkæderne SuperBest, Spar og KIWI med et bredt sortiment af dagligvarer.

Prima Frugt A/S driver import- og grossistvirksomhed med frugt og grønt. Blandt selskabets kunder er en række større varehuse og supermarkeder (herunder en række SuperBest-købmænd) samt catering-kunder på Sjælland.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. februar 2013, kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: Catering Engros/Prima Frugt

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Hans Kierkegaard, tlf. 4171 5102.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.