Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Sparekassen Kronjylland/Sparekassen Thy/Krone Kapital A/S/Korne Kapital III A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til en forenklet anmeldelse fra Sparekassen Kronjylland om erhvervelse af en fælles kontrollerende andel af Krone Kapital A/S samt en enekontrollerende andel af Krone Kapital III A/S. Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Thy vil efter fusionen udøve fælles kontrol over Krone Kapital A/S, medens Sparekassen Kronjylland A/S vil udøve enekontrol over Kronekapitel III A/S.
Fusionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen er omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol samt om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Krone Kapital A/S tilbyder leasing (finansiel leasing og operationel leasing) samt ydelser knyttet hertil (f.eks. fleet management) til forbrugerne og virksomheder, særligt indenfor leasing af biler, lastbiler og busser. Salget sker primært via Krone Kapital II A/S (som er 100 % ejet af Sparekassen Thy) og Krone Kapital III A/S (som efter fusionen vil være ejet af Sparekassen Kronjylland), men til en vis grad også via Krone Kapital A/S selv og det 100 %-ejede datterselskab Krone Kapital I A/S. Selskaberne har også leasingaktiviteter indenfor andre områder, ligesom Krone Kapital har et begrænset udlån.
Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Thy er begge danske pengeinstitutter.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 28. juni 2013 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Sparekassen KronJylland/Krone Kapital
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos souschef Adrian Lübbert, alu@kfst.dk , tlf. 4171 5030, specialkonsulent Jesper Mølbæk, jkm@kfst.dk , tlf. 4171 5132 eller fuldmægtig Sarah Ann Mønsted, sam@kfst.dk , tlf. 4171 5293.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.