Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Auto-centralen Holdings overtagelse af Kolding Biler
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af Auto-centralen Holding ApS’s overtagelse af Kolding Biler A/S. Ved transaktionen erhverver Auto-centralen Holding via sit dat-terselskab AC Tegllund Holding ApS kontrol over Kolding Biler A/S ved erhvervelse af aktier.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Auto-centralen Holding ApS ejer i alt 8 autoriserede bilforhandlere i Syd- og Sønderjylland (Vejle, Kolding, Aabenraa, Fredericia, Vejen og Haderslev), der drives under henholdsvis Tegllund og Autocentralen. Koncernen beskæftiger sig med detailsalg af nye motorkøretøjer, primært af mærkerne Skoda, Hyundai, Mitsubishi, Opel, Honda, Fiat, Citroen og Nissan. Koncernen beskæftiger sig også med service og reparation af motorkøretøjer samt salg af brugte biler.
Kolding Biler A/S har adresse i Kolding og er autoriseret forhandling af og værksted vedrørende VW og er også autoriseret værksted af Audi og Seat. Kolding Biler A/S sælger også brugte biler.
Både Auto-centralen Holding ApS og Kolding Biler A/S er således aktive med handel af nye og brugte biler samt reparations- og skadesarbejde i Kolding, men de repræsenterer ikke de samme bilmærker. Med køber ønsker Auto-centralen Holding ApS at erhverve VW-mærket i Kolding og benytte matriklen til på sigt at samle en række aktiviteter i Kolding.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. juli 2013, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: Auto-centralen Holding ApS’s overtagelse af Kolding Biler A/S
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Carina Hilt Jørgensen tlf. 4171 5048, e-mail chj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.