Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af AX IT Holding III ApS / EDB Gruppen A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til en forenklet anmeldelse af AX IT Holding III ApS erhvervelse af aktier i EDB Gruppen A/S. Ved tranaktionen erhverver AX IT Holding III ApS en kontrollerende andel af aktierne i EDB Gruppen A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

AX IT Holding III ApS er et selskab uden anden økonomisk aktivitet end aktiebesiddelse og er indirekte kontrolleret af Axcel IV. Axcel IV er en kapitalfond som primært foretager investeringer i mellemstore og store danske og svenske virksomheder i forskellige brancher. En fortegnelse over de selskaber, som Axcel har større ejerandele i, kan findes på www.axcel.dk.

EDB Gruppen Holding A/S er en dansk-baseret virksomhed, som leverer IT-løsninger og konsulentydelser primært til det skandinaviske marked. Grundstammen i produktporteføljen er administrative virksomhedssystemer- de såkaldte ERP-systemer. Virksomheden udvikler endvidere software, yder konsulentbistand samt udbyder en række øvrige ydelser inden for IT-sektoren.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 7. august 2013 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen

Carl Jacobsens Vej 35

E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion AX IT Holding III ApS / EDB Gruppen A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Maria Nielsen tlf. 4171 5178, e-mail: man@kfst.dk eller fuldmægtig Sarah Mønsted, tlf. 4171 5293, e-mail: sam@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.