Øvrige nyheder
Godkendelse på baggrund af en forenklet sagsbehandling af Polaris Private Equity III K/S’ overtagelse af Det Danske Madhus A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog den 9. april 2014 en forenklet anmeldelse af Polaris Private Equity III K/S’ (”Polaris III”) overtagelse af aktiemajoriteten i Det Danske Madhus A/S (”Det Danske Madhus”), jf. konkurrencelovens § 12 b, stk. 1. Aktierne erhverves gennem det til akkvisitionen stiftede holdingselskab DDM Holding 2 A/S.
Fristerne i konkurrencelovens § 12 d, stk. 1, løber ifølge § 12 h, stk. 5, 3. pkt., fra en dag, hvor styrelsen udover en fuldstændig anmeldelse har modtaget dokumentation for betaling af gebyret for anmeldelsen. Fristerne begyndte at løbe den 9. april 2014.
Ved transaktionen overtager Polaris III aktiemajoriteten i Det Danske Madhus fra selskabets ejere, og Polaris III erhverver i den forbindelse enekontrol over selskabet. Det Danske Madhus’ tidligere ejere vil dog efter transaktionen eje en andel af selskabet.
Det Danske Madhus tilbereder og udbringer mad til private og offentlige kunder, herunder til sygehuse, institutioner og private hjem.
Polaris III er én af to investeringsfonde hos kapitalfonden Polaris Private Equity (”Polaris”). Polaris’ to fonde, Polaris III og Polaris Private Equity II K/S, investerer hovedsagligt i danske og svenske virksomheder inden for forskellige forretningsområder. Fondene har bl.a. investeret i selskaber inden for IT infrastruktur, rengøring, mineindustri og tøjsalg.
Der er tale om en fusion omfattet af konkurrencelovens fusionsbegreb, jf. § 12 a, stk. 1, nr. 2, og omsætningen for de virksomheder, der deltager i fusionen, overstiger omsætningstærsklerne i konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 1.
Ifølge det oplyste er der tale om en fusion omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3, litra a), i bekendtgørelse nr. 1005 af 15. august 2013 om anmeldelse af fusioner. Idet fusionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke giver anledning til indsigelser, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt fusionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelo-vens § 12 c, stk. 7.
Godkendelsen er givet under forudsætning af, at de oplysninger, de deltagende virksomheder har afgivet, er korrekte, jf. konkurrenceloven § 12 f, stk. 2.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.