Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse: NRGi Fibernet A/S og SEAS-NVE Holding A/S om oprettelse af et selvstændigt fungerende joint venture

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse fra NRGi Fibernet A/S og SEAS-NVE Holding A/S om oprettelse af et selvstændigt fungerende joint venture.

NRGi Fibernet A/S (NRGi) og SEAS-NVE Holding A/S (SEAS-NVE) indskyder deres fiberaktiviteter i et selvstændigt fungerende joint venture. Det nye joint venture udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

NRGi er en energikoncern med forsyningsområde i Østjylland. NRGi’s kerneaktiviteter er distribution af og handel med el. Herudover har NRGi udlagt fibernet i sit område i Østjylland. Via dette net sælges bredbånd og tv-løsninger. NRGi’s øvrige aktiviteter omfatter belysning, tyverialarmer og videoovervågning, energirådgivning samt trafik og parkering.

SEAS-NVE er en energikoncern med forsyningsområde i Region Sjælland. SEAS-NVE’s kerneaktiviteter er distribution af og handel med el. Herudover har SEAS-NVE udlagt fibernet i sit område i det østlige Danmark og opkøbt fiberaktiviteter i København. Via dette fibernet sælges bredbånd og tv-løsninger. Endelig yder SEAS-NVE energirådgivning til sine kunder.

Sammenlægningen af fiberaktiviteter vil ud fra parternes vurdering medføre en koncentration på følgende markeder: 1) markedet for bredbånd til private og mindre erhvervsdrivende i Danmark, 2) markedet for bredbånd til større erhvervsdrivende, og 3) markedet for distribution af tv i Danmark.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 1. juli 2014 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion NRGi Fibernet A/S / SEAS-NVE Holding A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos souschef Adrian Lübbert, tlf. 4171 5030, e-mail: alu@kfst.dk eller fuldmægtig Mia Anne Gantzhorn, tlf. 4171 5213, e-mail: mag@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.