Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Euro Cater-koncernens overtagelse af visse aktiver fra METRO
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 15. oktober 2014 modtaget et udkast til anmeldelse af Euro Cater-koncernens overtagelse af visse aktiver fra METRO Cash & Carry Danmark ApS.
Euro Cater-koncernens overtagelse af visse aktiver fra METRO udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.
Anmeldelse er sket efter den almindelige anmeldelsesprocedure.
Euro Cater er aktive indenfor engrossalg af foodservice-produkter og non-food-produkter til primært professionelle kunder (bl.a. restauranter, hoteller, kantiner, plejehjem, hospitaler og daginstitutioner) i Danmark via Dansk Cater-koncernen og i Sverige via Svensk Cater.
De overtagne aktiver består af METROs varehuse i Aarhus og Glostrup samt aktiver tilhørende forretningerne, som fx varelager, tekniske anlæg, maskiner og medarbejdere mv.
METRO-aktiverne ejes i dag af METRO-koncernen, der er en international koncern med ca. 2.200 butikker fordelt på 29 lande i Europa og Asien. METRO-koncernen er ejet af Metro AG og driver virksomhed inden for 4 forskellige grene. Udover engrossalg gennem Metro Cash & Carry, driver METRO-koncernen virksomhed med salg af elektronik til forbrugere (Saturn), hypermarked/supermarked (Real) og storcenteret Galeria Kaufhof. METRO har før gennemførelsen af den anmeldte fusion varehuse i København, Glostrup, Aarhus, Kolding og Aalborg i Danmark. METRO har besluttet sig for at afvikle de varehuse, der ikke overtages af Euro Cater.
Den anmeldte fusion indebærer et horisontalt overlap på markedet for engrossalg af food-service-produkter til professionelle kunder i Danmark.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. oktober 2014, kl. 12.00.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsensvej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: Euro Cater-koncernens overtagelse af visse aktiver fra METRO.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Line Freilev, (tlf.: 41 71 51 67, lif@kfst.dk).
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.