Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Spar Nord Banks erhvervelse af enekontrol over Nørresundby Bank

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse af en fusion vedrørende Spar Nord Bank A/S' erhvervelse af enekontrol over A/S Nørresundby Bank.

Fusionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Spar Nord Bank A/S, som oprindelig blev grundlagt i 1824 som en sparekasse, blev i 1989 omdannet til aktieselskab, og de opsparede reserver udskilt i en fond, Spar Nord Fonden, der i dag ejer 18,54 pct. af aktierne og stemmerettighederne i Spar Nord Bank A/S. Spar Nord Bank A/S er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen. Spar Nord-kæden har i dag et landsdækkende distributionsnetværk bestående af 71 lokale filialer, heraf 34 filialer i Nordjylland, 21 i øvrige Jylland, 4 på Fyn og 12 på Sjælland.

A/S Nørresundby Bank er lokalt forankret i Aalborg-området med 13 afdelinger i Region Nordjylland. A/S Nørresundby Bank er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen.

Begge banker er aktive på detailbankmarkedet, engrosbankmarkedet og det finansielle bankmarked, ligesom Spar Nord Bank A/S er aktiv inden for leasing.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 15. december 2014.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion - Spar Nord/Nørresundby Bank

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fungerende kontorchef Adrian Lübbert, alu@kfst.dk, tlf. 4171 5030, specialkonsulent Jesper Mølbæk, jkm@kfst.dk, tlf. 4171 5132 eller fuldmægtig Troels Felskov-Lihme, tfl@kfst.dk, tlf. 4171 5312.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.