Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Via Venture Partners Fond II K/S erhvervelse af Q-Star Energy A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse af Via Venture Partners Fond II K/S erhvervelse af enekontrol med Q-Star Energy A/S gennem holdingselskabet All NRG Holding A/S.

Den planlagte transaktion udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Q-Star Energy A/S ejes i dag af Hansen-Invest ApS, Nor Holding ApS, HSN Holding Esbjerg ApS, Kini Holding ApS og HEH Holding Esbjerg ApS. Q-Star Energy A/S udlejer mandskab til udførsel af service, vedligeholdelse og reparationer til energisektoren primært olie- og gas industrien og vindindustrien, såvel offshore som onshore. Virksomheden har udover hovedkontoret i Esbjerg, kontorer i Norge og Polen.

VIA II er, som søsterfonden Via Venture Partners Fond I K/S, en multi-stage venturefond med fokus på investeringer i hovedsageligt nordiske vækst og teknologibaserede virksomheder. Som multi-stage fond kan selskabet investere i hele spektret fra virksomheder uden omsætning og op til mindre buy-outs. Selskabet har en kapitalramme på 1 mia. kr. med ATP som væsentligste investor. VIA I og VIA II har i den forbindelse investeret i en række porteføljeselskaber, der særligt er aktive inden for computersoftware og IT-services.

VIA II er, som søsterfonden VIA I, et datterselskab i ATP-koncernen. ATP-koncernens aktiviteter omfatter: Pension, afdækning, investering og administration. VIA I og VIA II indgår i ATP's investeringsvirksomhed. VIA I og VIA II administreres begge af managementselskabet Via Venture Partners A/S, som ejes af ATP og Helmsøe-Zinck Holding ApS.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 8. januar 2015 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: Via Venture Partners Fond II K/S erhvervelse af Q-Star Energy A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Mette Clausen, tlf. 4171 5208, e-mail: mc@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.