Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Andersen & Martini og Opel Danmarks etablering af et joint venture (Andersen & Martini Auto A/S)

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 27. februar 2015 modtaget en almindelig anmeldelse fra Andersen & Martini A/S og Opel Danmark A/S om etablering af et selvstændigt fungerende joint venture med navnet Andersen & Martini Auto A/S.

Andersen & Martini Auto A/S skal ejes af Andersen & Martini med 85 pct. og Opel Danmark med de resterende 15 pct. Parterne får fælles kontrol med Andersen & Martini Auto A/S. Formålet med Andersen & Martini Auto A/S er at drive Andersen & Martinis nuværende Opel-forretning. Selskabet skal forestå køb og salg af nye Opel-køretøjer, brugte køretøjer, service og reparation af køretøjer og levering af Opel-produkter og -ydelser.

Etableringen af Andersen & Martini Auto A/S udgør efter parternes vurdering et selvstændigt fungerende joint venture omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvorfor transaktionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Andersen & Martini er en dansk bilforhandler, hvis primære aktiviteter består i salg af nye og brugte køretøjer til private og erhvervskunder. Andersen & Martinis aktiviteter består desuden i reparation og service samt leasing af køretøjer. Andersen & Martini forhandler følgende bilmærker: Opel, Kia, Peugeot, Fiat, Saab, Cadillac og Corvette.

Opel Danmark er et dansk selskab, hvis aktiviteter består i import, salg og distribution af Opel-køretøjer og -reservedele i Danmark og på Færøerne. Opel DK sælger biler til private kunder gennem et netværk af forhandlere, som inkluderer Andersen & Martini. Opel Danmark er en del af General Motors-koncernen.

Transaktionen vedrører markedet for engros- og detailhandel af passagerbiler, lette erhvervskøretøjer, reservedele og operationel leasing af de nævnte typer af køretøjer.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 12. marts 2015, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: Andersen & Martini / Opel Danmark /Andersen & Martini Auto

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Carina Hilt Jørgensen, tlf.: 4171 5048, e-mail: chj@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.