Øvrige nyheder
Udkast til forenklet anmeldelse af Dansk Supermarkeds erhvervelse af Wupti.com
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Dansk Supermarked A/S’ erhvervelse af enekontrol over Wupti.com A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Wupti.com A/S driver internetportalen www.wupti.com med fokus på salg og distribution af hovedsagelig forbrugerelektronik og hårde hvidevarer.
Dansk Supermarked er Danmarks største dagligvarekoncern med 1.400 butikker fordelt på kæderne Føtex, Bilka, Netto og Salling med aktiviteter i Danmark, Polen, Tyskland, England og Sverige. Dansk Supermarked-koncernen sælger i deres fysiske butikker og via internetportalerne www.bilka.dk og www.salling.dk forbrugerelektronik, hårde hvidevarer, boligindretning og -tilbehør mv.
Fusionen giver anledning til overlappende aktiviteter på detailmarkedet for salg af særligt forbrugerelektronik via fysiske butikker og online.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 3. juli kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: Dansk Supermarkeds erhvervelse af enekontrol med Wupti.com.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Maria Nielsen tlf. 4171 5195, e-mail: mni@kfst.dk og fuldmægtig Sarah Bach Jensen tlf. 4171 5277, e-mail: sbj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.