Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Heidelberg-Cement Sweden AB’s erhvervelse af enekontrol med Contiga Holding A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 24. juni 2015 modtaget et udkast til en almindelig anmeldelse fra Heidelberg-Cement Sweden AB om, at Heidelberg Cement Sweden AB via Goldcup 10904 AB har erhvervet 60 % af aktierne i Contiga Holding AS med tilhørende datterselskaber.

Erhvervelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Heidelberg Cement Sweden AB er et svensk aktieselskab, hvis datterselskaber bl.a. er aktive inden for produktion og salg af præfabrikeret betonprodukter, grå cement, betontilslagsmaterialer samt færdigblandet beton i Nordeuropa. I Danmark er Heidelberg Cement Sweden AB aktiv via DK Beton A/S, som producerer og sælger færdigblandet beton, samt DK Cement A/S, som importerer og sælger grå cement. Heidelberg Cement Sweden AB er en del af den globale Heidelberg Cement koncern. Heidelberg Cement koncernen eksporter også i mindre grad højkvalitets betontilslagsmaterialer til Danmark.

Contiga Holding AS er et norsk aktieselskab, der fungerer som holdingselskab for Contiga koncernen. Contiga er aktiv inden for bl.a. produktion, udvikling og salg af præfabrikeret betonprodukter samt stålstrukturer til brug for kommercielle, private og offentlige bygninger. Contiga koncernen er aktiv i Danmark via Contiga Tinglev A/S, som bl.a. producerer og sælger præfabrikeret betonprodukter.  

Fusionen angår områderne: produktion og salg af præfabrikeret betonprodukter, grå cement, færdigblandet beton og betontilslagsmaterialer. Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 14. juli 2015 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsensvej 35
2500 Valby
E-mail kfst@remove-this.kfst.dk

Mrk.: Fusion: Heidelberg-Cement Sweden AB/Contiga Holding A/S

 

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.