Øvrige nyheder

Varsling af fusionsanmeldelse vedrørende DSV Roads’ erhvervelse af aktiviteter og aktiver fra Rygaard Transport & Logistic

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til anmeldelse af DSV Road A/S’ erhvervelse af aktiviteter og aktiver fra Rygaard Transport & Logistic A/S samt erhvervelse af en ejendom i Hedensted, ejet af Rygaard ejendomme A/S og et lejemål i Grenå. Den aktivitet, som DSV Road overtager fra Rygaard Transport & Logistic, opererer inden for national godstransport på vej, tværnational godstransport på vej og transportydelser.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

DSV Road er ultimativt ejet af DSV A/S (”DSV”), der driver aktiviteter inden for transport, spedition og logistik. DSV er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen. DSV er opdelt i tre divisioner:

  • DSV Road (kontrolleret af DSV Road Holding A/S)
  • DSV Air & Sea (kontrolleret af DSV Air & Sea Holding A/S)
  • DSV Solutions (kontrolleret af DSV Solutions Holding A/S)

 

DSV Road er blandt Europas tre største udbydere af vejtransport, herunder hel- og stykgodstransport samt andre specialiserede transporter, som eksempelvis køl og frys. Hertil kommer transportløsninger, hvor vejtransport kombineres med fx jernbanetransport. DSV Road har et netværk bestående af 200 terminaler og 9.300 medarbejdere.

DSV Air & Sea håndterer transport af al slags gods med fly og skib gennem et globalt netværk. DSV Solutions er specialiseret i logistikløsninger, der dækker hele forsyningskæden, herunder fragtstyring, tolddeklaration, oplagring og distribution, informationsstyring og elektronisk forretningssupport.

Rygaard Transport & Logistic driver virksomhed inden for transport, spedition og logistik samt servicevirksomhed inden for transportbranchen. Rygaard Transport & Logistic driver virksomhed inden for transport af stykgods/partlæs og full-load gods. Rygaard Transport & Logistic har afdelinger i Grenå (med terminalaktiviteter), Hedensted (med terminalaktiviteter), som foregår ved daglig distribution i Danmark og Sydsverige.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 27. juli 2015, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: DSV Roads’ erhvervelse af aktiviteter og aktiver fra Rygaard Transport & Logistic

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Sarah Ann Mønsted, tlf. 4171 5293, e-mail: sam@kfst.dk og fuldmægtig Julie Maria Hansen, tlf. 4171 5113, e-mail: jmh@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.