Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Jysk Fynske Medier P/S’ erhvervelse af Midtjyske Medier og visse tilknyttede aktiviteter
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 16. september 2015 modtaget udkast til almindelig anmeldelse af Jysk Fynske Medier P/S’ erhvervelse af enekontrol over Midtjyske Medier og visse tilknyttede aktiviteter, der inden transaktionen er ejet Berlingske Media A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.
Fusionen indebærer, at Jysk Fynske Medier P/S via aktivoverdragelse erhverver enekontrol over Midtjyske Medier, der omfatter medie-, radio-, trykkeri- og distributionsvirksomhed, samt et trykkeri i Vonsild.
Fusionsparternes primære forretning består i:
- udgivelse og salg af regionale dagblade med tilhørende internetsider samt salg af annoncer heri, og
- udgivelse af lokale ugeaviser med tilhørende internetsider samt salg af annoncer heri.
Midtjyske Medier udgiver regionale dagblade og lokale ugeaviser i Holstebro, Viborg, Ringkøbing, Aarhus og Randers. Jysk Fynske Medier P/S udgiver regionale dagblade og lokale ugeaviser i Øst-, Syd- og Sønderjylland samt på Fyn.
Herudover er fusionsparterne aktive inden for distribution af aviser mv., trykkeri, kommerciel lokalradio og salg af reklamespots heri. Desuden har parterne forskellige tilstødende aktiviteter i form af grafisk virksomhed, print-broker, brugtbørsen GulogGratis, vejvisere (lokale telefonbøger), reklamebureau, reklamefilmproduktion, deal sites, forbrugerguide til kultur og byliv (AOA.dk), rabatklub mv.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest mandag den 2. november 2015, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Jysk Fynske Medier/Midtjyske Medier.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Stine Sachse Petersen, tlf. 4171 5299, stp@kfst.dk, fuldmægtig Nanna Vejen Snitkjær, tlf. 4171 5230, nvh@kfst.dk, og fuldmægtig Alberthe Kjeldal, tlf. 4171 5039, akj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.