Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Ineko Group AB’ erhvervelse af enekontrol med Brand Factory Group AB med tilhørende datterselskaber
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse om, at Ineko Group AB erhverver enekontrol med Brand Factory Group AB med tilhørende datterselskaber.
Fusionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.
Brand Factorys virksomhed består i salg af produkter og tjenester til brug for varemærkeprofilering og visuel kommunikation. Virksomheden omfatter såvel udformning af reklame- og kommunikationsmateriale som tryk heraf. Kunderne er primært varemærkeindehavere og butikskæder i Norden og Baltikum. I Danmark er Brand Factory etableret gennem datterselskabet Vangsgaard A/S.
Ineko Koncernens virksomhed spænder over en bred vifte af produkter og tjenester inden for markedskommunikation, herunder reklame og kommunikationsprodukter (udformning af logo, annoncer, reklamemateriale til udsendelse og til brug i butikker, kataloger, børsprospekter, årsrapporter m.v.), trykkeri (effekttryk samt offset- og digitaltryk) samt lagerføring og distribution/installation af kommunikations- og reklamemateriale. Ineko Koncernen er ikke etableret i Danmark og har kun en meget begrænset omsætning i Danmark.
Ineko Koncernen kontrolleres af en af Accent-fondene, der ejer en række forskellige virksomheder med aktiviteter i Danmark. Ingen af disse øvrige virksomheder har imidlertid aktiviteter, der overlapper med Brand Factorys aktiviteter.
Fusionsparterne har oplyst, at fusionen i Danmark kun vil have virkninger på 1) markedet for reklame- og kommunikationstjenester og 2) trykkerimarkedet, og at fusionens virkninger i Danmark vil være minimale.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 1. marts 2016 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Ineko Group AB’ erhvervelse af enekontrol med Brand Factory Group AB med tilhørende datterselskaber.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Christel Machholdt Arnstedt, tlf. 4171 5071 og email chm@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.