Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af G.S.V. Materieludlejning A/S’ køb af 100% af kapitalandelene i virksomhederne Bramsnæs Entreprenørmaskiner ApS og A. Linnet og Sønner A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 29. februar 2016 modtaget en almindelig anmeldelse af G.S.V. Materieludlejning A/S’ køb af 100% af kapitalandelene i virksomhederne Bramsnæs Entreprenørmaskiner ApS og A. Linnet og Sønner A/S, der er ejet af JN Holding Bramsnæs ApS.

Fusionen vedrører G.S.V. Materieludlejning A/S’ køb af 100% af kapitalandelene i virksomhederne Bramsnæs Entreprenørmaskiner ApS og A. Linnet og Sønner A/S, der er ejet af JN Holding Bramsnæs ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Parterne er begge aktive på markedet for udlejning af entreprenørmateriel i Danmark, hvorfor fusionen medfører et overlap på dette marked.

Bramsnæs og Linnet er danske virksomheder specialiseret inden for udlejning af tungt materiel (over 4 tons). Virksomhedernes primære arbejdsområde er jord/vej og kloakarbejde i forbindelse med nyanlæg og renovering af veje og kloakker. Herudover har Linnet en række specielle arbejdsområder som affaldshåndtering, membraner, oprensning af søer, naturgenopretning, borede fundamenter, udskiftning af forurenet jord ved boring, nedrivning, golfbaner, sortering af affald, etablering af ler eller plastmembran, andehuller - rekreative områder, og omlægning af åløb.

G.S.V. Materieludlejning tilbyder en bred pallette af udlejningsmaskinel til entreprenørselskaber i Danmark, herunder tungt og let entreprenørmaskinel, lifter, kraner, moduler, stilladser og platforme. Selskabet er ultimativt ejet af CataCap I K/S.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 10. marts 2016 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35

2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk


Mrk.: Fusion G.S.V. Materieludlejning A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Espen Brader Gatzwiller ebg@kfst.dk, tlf. 4171 5083 eller fuldmægtig Yasmin Rosendahl, ykr@kfst.dk, tlf. 4171 5319.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.