Øvrige nyheder

Varsling af fusion mellem IBM og Truven

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til forenklet anmeldelse af International Business Machines Corporation’s ("IBM") erhvervelse af enekontrol over Truven Holding Corp., der kontrollerer Truven Health Analytics, Inc. ("Truven").

Transaktionen udgør efter parternes opfattelse en fusion i henhold til konkurrencelovens regler om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen er anmeldelsespligtig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og ikke må gennemføres, før Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

IBM er et børsnoteret selskab med aktier på New York Stock Exchange. På verdensplan er IBM aktiv inden for udvikling, produktion og marketing af en lang række IT løsninger, der omfatter software, systemer (servere, lagringssystemer) og services (rådgivning/business consulting og IT infrastruktur services). IBM er aktiv i Danmark via dets datterselskab IBM Danmark ApS. For yderligere information om IBM henvises til selskabets hjemmeside www.ibm.com.

Truven er et amerikansk selskab med base i Michigan. Truven leverer analytiske løsninger og services ("analytic solutions and services") til sundhedssektoren. Derudover tilbyder Truven yderligere værdi til de analytiske løsninger gennem rådgivning om resultatforbedring og analytisk rådgivning.

Truven er hovedsageligt aktiv i USA. Inden for EU har Truven datterselskaber i England og i Belgien. I Danmark sælges Truvens produkter og services hovedsageligt direkte fra USA, idet Truven ikke har nogen fysisk tilstedeværelse i Danmark. For yderligere information om Truven henvises til selskabets hjemmeside http://truvenhealth.com/.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at indsende eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. marts 2016, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
Email: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion – IBM/Truven

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Maria Rossmann, mar@kfst.dk, tlf. 4171 5194, eller fuldmægtig Mette Bedsted, meb@kfst.dk, tlf. 4171 5027.


Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.