Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Energinet.dks erhvervelse af enekontrollen over DONG Gas Distribution A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 3. juni 2016 modtaget en almindelig anmeldelse af Energinet.dks erhvervelse af enekontrollen over DONG Gas Distribution A/S.
Ved fusionens gennemførelse erhverver Energinet.dk ved en aktieoverdragelse samtlige aktier i DONG Gas Distribution A/S.
Transaktionen udgør efter parternes opfattelse en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
DONG Gas Distribution A/S ejer og driver gasdistributionsnet inden for rammerne af naturgasforsyningsloven. DONG Gas Distributions gasdistributionsnet dækker Syd- og Sønderjylland samt Syd- og Vestsjælland. Af historiske grunde ejer og driver DONG Gas Distribution A/S desuden nogle få isolerede gasdistributionsledninger på Fyn og i Københavnsområdet.
Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed, som ejes på statens vegne af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Energinet.dk ejer og driver væsentlige dele af den danske energiinfrastruktur, herunder el- og gastransmissionsnettet.
Det er parternes vurdering, at den anmeldte fusion vedrører nærmere afgrænsede markeder for transmission og distribution af naturgas i Danmark.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 13. juni 2016, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk. fusionen: ”Energinet.dk/GASDISTRIBUTION”
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Yasmin Rosendahl, e-mail ykr@kfst.dk eller tlf. 4171 5319.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.