Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Anden A/S´ akkvisition af Kjærgaarden Auto A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af Anden A/S´ akkvisition af Kjærgaarden Auto A/S.

Anden A/S´ akkvisition af Kjærgaarden Auto A/S udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Anden A/S koncernens primære aktiviteter er automobilforretning, herunder køb og salg, leasing samt servicering af automobiler. Anden A/S ejerselskaber som er autoriseret forhandler af mærkerne Ford, Nissan, Citroën, Suzuki samt Mitsubishi og disse mærker sælges fra koncernens i alt 9 filialer. Der er til alle 9 filialer tilknyttet værkstedsfaciliteter hvorfra koncernens bilmærker serviceres. Andersen Biler A/S sælger til både private og erhvervsdrivende.

Kjærgaarden Auto A/S er en automobilforretning med køb, salg og leasing samt servicering af automobiler. Kjærgaarden Auto A/S er autoriseret forhandler af mærkerne Ford og Nissan og disse mærker forhandles fra virksomhedens to afdelinger i henholdsvis Hillerød og Frederikssund. Der er til virksomhedens afdelinger tilknyttet værkstedsfaciliteter, hvorfra virksomhedens bilmærker serviceres. Virksomheden sælger ligeledes til både private og erhvervsdrivende.

Begge virksomheder er autoriseret forhandler af bilmærkerne Ford og Nissan og vil begge efter fusionen forsætte med køb, salg og leasing samt servicering og salg af reservedele i forbindelse hermed vedrørende disse mærker. Fusionparterne importerer og videresælger ikke reservedele.

Fusionsparterne handler ligeledes begge med brugte biler, som tages i bytte ved salg af nye biler, og de brugte biler videresælges alt efter alder og stand typisk på forskellige bilauktioner i Danmark. Markedet for dette salg af brugte biler er således nationalt.

Andersen Biler A/S er ejet af Anden A/S, som ultimativt ejes af Peter Selck og Martin Frykmann.

Kjærgaarden Auto A/S er ejet af Kjærgaarden Holding af 2002 ApS, som ultimativt er ejet af Svend Kjærgaard Jensen. Det er hensigten, at Kjærgaarden Auto A/S overtages 100 % af Anden A/S og herefter fusioneres med Andersen Biler A/S, med Andersen Biler A/S som det fortsættende selskab.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. august kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Anden A/S´ akkvisition af Kjærgaarden Auto A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Espen Gatzwiller, tlf. 41715 083 eller e-mail ebg@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.