Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Samsungs erhvervelse af enekontrol over Sound United

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 20. juni 2025 modtaget et udkast til anmeldelse af Harman International Industries Incorporated’s (”Harman”) erhvervelse af enekontrol med Viper Holdings Corporation (”Viper”), der besidder forbrugeraudioforretningen Sound United. Forud for fusionen er Viper kontrolleret af Masimo Corporation.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Sound United er aktiv globalt og sælger forskellige lydprodukter til hjemme- og mobilt brug. I Danmark har Sound United aktiviteter inden for salg af i) hjemmelydssystemer, ii) lydkomponenter, herunder fx forstærkere og CD-afspillere iii) højtalere, inklusive trådløse højttalere og soundbars, og iv) hovedtelefoner. Sound United driver disse aktiviteter via otte forbrugeraudioelektronikmærker: Bowers & Wilkins (”B&W”), Denon, HEOS, Marantz, Polk, Definitive Technology, Classé og Boston Acoustics.

Harman er ultimativt kontrolleret af Samsung Electronics Co., Ltd (”Samsung”), der udvikler og sælger en række teknologiske produkter. Harman er aktiv globalt og sælger bl.a. tilsluttede produkter og løsninger til bilproducenter, forbrugere og virksomheder, herunder tilsluttede bilsystemer, audio- og visuelle produkter, automatiseringsløsninger til virksomheder og tjenester, der understøtter Internet of Things. I Danmark sælger Harman i) hjemmelydssystemer, ii) lydkomponenter, iii) højtalere og iv) hovedtelefoner. Harman driver disse aktiviteter igennem sine forbrugeraudioelektronikmærker, AKG, Harman Kardon, Infinity, JBL, Lexicon, Mark Levinson og Revel. Samsung sælger højtalere og hovedtelefoner i Danmark under Samsung brandet.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest onsdag den 6. august 2025 kl. 12:00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Samsung / Sound United

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Sinan Cenk Ozcan, tlf. 4171 5146 eller e-mail cenk@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.