Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Assa Abloys overtagelse af enekontrol over Door System
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 30. juni 2026 modtaget et udkast til anmeldelse af Assa Abloy Danmark A/S' (herefter "Assa Abloy Danmark") erhvervelse af enekontrol over Door System A/S (herefter "Door System").
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Door System er en dansk virksomhed, der er aktiv inden for produktion og distribution af industrielle døre, herunder: i) hængslede døre, ii) skydedøre, iii) hurtigporte (også kaldet ”rulledøre” eller ”højhastighedsdøre”) og svingdøre samt brandvinduer og bændelgardiner. Dørene anvendes bl.a. af detailbranchen, lægemiddel- og fødevareindustrien samt til brandsikring. Door System har endvidere salg af vertikale døre og brandgardiner. Door System er ikke aktiv inden for salg af persongennemgangsdøre, men tilbyder eftersalgsservice inden for både industrielle døre og persongennemgangsdøre. Door System leverer desuden reservedele til de forskellige dørtyper.
Assa Abloy Danmark er et datterselskab af svenske Assa Abloy AB. Assa Abloy-koncernen har internationale aktiviteter og tilbyder et bredt udvalg af adgangsløsninger samt løsninger inden for mekanisk og elektromekanisk låsning, adgangskontrol, identifikationsteknologi, automatiske indgange, sikkerhedsdøre, hotelsecurity og mobil adgang. I Danmark er Assa Abloy-koncernen bl.a. aktiv inden for produktion, distribution og service af industrielle døre, herunder: i) hængslede døre, ii) skydedøre, iii) hurtigporte, iv) ledhejseporte og v) foldeporte. Dørene anvendes bl.a. af detailbranchen, lægemiddel- og fødevareindustrien, i produktionsvirksomheder og til kommerciel brug samt til brandsikring. Assa Abloy-koncernen har endvidere aktiviteter inden for produktion og distribution af persongennemgangsdøre fx svingdøre, skydedøre og karruseldøre til både privat og kommerciel brug og tilbyder desuden eftersalgsservice af ovennævnte døre samt salg af reservedele.
Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. august 2025 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Assa Abloy/Door System
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Adam Agerlin Trolle, tlf. 4171 5036 eller e-mail aat@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.