Øvrige nyheder
Almindelig anmeldelse af Nic. Christiansen Gruppens A/S’ erhvervelse af enekontrol over Sondrup Bilcenter A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 9. september 2025 modtaget et udkast til anmeldelse af Nic. Christiansen Gruppen A/S’ (”NCG”) erhvervelse af enekontrol over Sondrup Bilcenter A/S (”Sondrup Bilcenter”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Overdragelsen sker som en aktivoverdragelse og indebærer, at NCG’s helejede datterselskab Terminalen A/S (”Terminalen”) erhverver aktiver, aktiviteter og rettigheder i Sondrup Bilcenter.
Sondrup Bilcenter driver virksomhed med køb, salg, leasing samt reparation og service af såvel nye som brugte personbiler og varebiler.
Sondrup Bilcenters aktiviteter omfatter salg af person- og varebiler af mærket Nissan samt autoriseret service af Renault, Dacia, Nissan, Volvo og Polestar. Sondrup Bilcenters aktiviteter drives fra 2 forretninger i Viby og Risskov, Aarhus.
NCG importerer, sælger, foretager service- og reparationsydelser samt udbyder leasing og finansiering af person- og varebiler i Danmark, Tyskland, Finland og Baltikum. NCG importerer bilmærkerne Ford, Hyundai, Jaguar, Land Rover, BYD, NIO, Firefly og Omoda & Jaecoo til Danmark, hvortil NCG også importerer og distribuerer originale reservedele.
NCG’s detailaktiviteter i Danmark består af forhandlerkæderne Terminalen, Bayern AutoGroup A/S, ERA Biler A/S samt British MotorGroup A/S. Derudover sælger NCG brugte biler via selskabet NCG Used Cars A/S, og NCG driver i øvrigt værkstedskæden Skorstensgaard A/S.
Terminalen er en multibrandforhandlerkæde, der forhandler nye og brugte person- og varebiler. Terminalen har seks forretninger og værksteder beliggende i Aarhus, Esbjerg, Odense, Taastrup, Birkerød og på Amager. Terminalen er autoriseret forhandler af personbiler af mærkerne Hyundai, Honda, Suzuki, og BYD. Terminalen er autoriseret reparatør af personbiler af mærkerne Hyundai, Land Rover, Jaguar, Honda, Suzuki, Mazda, Nissan, BYD, og BMW.
Bayern AutoGroup A/S er NCG’s autoriserede BMW- og Mini-forhandlerkæde, der har forretninger og serviceværksteder i Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense, forretninger med salg af biler i Esbjerg og Holstebro, samt partnerværksteder i Horsens og Sønderborg.
ERA Biler A/S er NCG’s autoriserede forhandler og servicepartner af/for bilmærkerne Toyota og Iveco med forretninger og værksteder i Hillerød, Helsinge og Frederikssund.
British MotorGroup A/S er NCG’s autoriserede forhandler og servicepartner af/for bilmærkerne Jaguar og Land Rover, der har forretning og værksted i Søborg.
Endeligt driver NCG værkstedskæden Skorstensgaard, hvor udvalgte Skorstensgaard lokationer er autoriseret BYD-værksteder. Skorstensgaard har blandt andet værksteder i Egå, Tilst og Viby i Århus-området.
Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 3. oktober 2025 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion NCG/Sondrup
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Andreas Kusk, tlf. 4171 5348 eller e-mail anku@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.