Øvrige nyheder

Markedshøring: Waterland ønsker at erhverve Watermill og dets datterselskaber

Både Waterland og Watermill har aktiviteter inden for salg af befæstelseselementer i EEA-området. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse fra WPEF IX Holding Cooperatief W.A. ("Waterland") om erhvervelse af enekontrol over Watermill-CT Holdings Limited og dets datterselskaber ("Watermill").

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Watermill er ejet af den amerikanske kapitalfond Watermill Group, som bl.a. ejer virksomheden
Cooper Turner Beck, som er en global leverandør af højt specialiserede, sikkerhedskritiske befæstelseselementer til krævende anlæg i industrier såsom energi, infrastruktur og byggeri. Watermill er aktiv i EEA-området, herunder i Danmark. Befæstelseselementerne bruges bl.a. i gasturbiner, til broer og tunneler, i vindmøller m.v. 

Waterland er ultimativt enekontrolleret af Waterland Private Equity Investments B.V. (”WPE”), som er en hollandsk kapitalfond, der bl.a. ejer den belgiske PGB-koncern, som producerer og sælger lavpris-befæstelseselementer til detailforretninger som byggemarkeder og gør-det-selv butikker globalt og i EEA-området, herunder i Danmark. De mest almindelige befæstelseselementer er møtrikker, bolte og skruer.

WPE kontrollerer desuden ultimativt datterselskaberne EnviDan A/S (”EnviDan”) og Modstrøm Danmark A/S (”Modstrøm”). 

EnviDan er en ingeniørvirksomhed som leverer rådgivning inden for udvikling, salg, planlægning og gennemførelse af projekter og løsninger inden for spildevand, afløbsteknologi, tilpasninger til klimaforandringer, natur og vandmiljø, vandforsyning, fjernvarme og biogas. EnviDan leverer ydelser til kommercielle og offentlige kunder. EnviDan har aktiviteter i både Danmark, Sverige og Norge. 

Modstrøm er en el-leverandør, som bl.a. sælger og leverer strøm til private husholdninger og virksomheder i Danmark. Udover at levere strøm til danske el-forbrugere, yder Modstrøm også rådgivning og vejledning om energiforbedringer og energioptimering til både privat- og erhvervskunder med henblik på omstilling til grøn energi.


Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 21. januar 2026 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Waterland/Watermill

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Sinan Cenk Øzcan, tlf. 4171 5146 eller e-mail cenk@kfst.dk

 

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.