Øvrige nyheder
Markedshøring: Aalborg Portland ønsker at overtage Nymølle Stenindustrier
Både Aalborg Portland og Nymølle Stenindustrier har grusgrave og aktiviteter inden for indvinding og salg af tilslagsmaterialer, herunder grus, sand og sten. Aalborg Portlands aktive grusgrave er beliggende i Rødekro, hvor Nymølle Stenindustrier også har en grusgrav. Derudover har Aalborg Portland aktiviteter inden for bl.a. produktion af cement og færdigblandet beton. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Aalborg Portland Holding A/S’ (”Aalborg Portland”) erhvervelse af enekontrol over Nymølle Stenindustrier A/S (”Nymølle Stenindustrier”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Aalborg Portland er en del af Cementir-koncernen og har aktiviteter i Danmark inden for bl.a. produktion af cement gennem datterselskabet Aalborg Portland A/S, produktion af færdigblandet beton gennem datterselskabet Unicon A/S, samt indvinding og salg af tilslagsmaterialer, herunder grus, sand og sten, fra to aktive grusgrave i Sønderjylland gennem datterselskabet Kudsk & Dahl A/S. Kudsk & Dahl A/S ejer yderligere en grusgrav, der ikke er i drift.
Nymølle Stenindustrier har aktiviteter inden for indvinding og salg af tilslagsmaterialer, herunder grus, sand og sten, fra 16 aktive grusgrave i Danmark. Nymølle Stenindustrier ejer herudover 10 grusgrave, der ikke er i drift. Nymølle Stenindustrier leverer tilslagsmaterialer til bl.a. vognmænd inden for bygge- og anlægssektoren, betonproducenter og asfaltproducenter.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. april 2026 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Aalborg Portland / Nymølle Stenindustrier
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Freja Pors Fischer, tlf. 4171 5181 eller e-mail: fpf@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.