Øvrige nyheder
Markedshøring: InstallatørGruppen ønsker at overtage Erik Lytzen
InstallatørGruppen har aktiviteter inden for bl.a. VVS, el, køleteknik, ventilation og kloak. Erik Lytzen har aktiviteter inden for bl.a. VVS, el, køl, ventilation og kloak primært i Nordjylland. Interesserede opfordres til at komme med bemærkninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af InstallatørGruppen Danmark ApS’ (”InstallatørGruppen”) erhvervelse af enekontrol over Erik Lytzen A/S (”Erik Lytzen”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
InstallatørGruppen består af 42 danske installatørvirksomheder, der tilbyder ydelser inden for primært VVS, el, køleteknik og ventilation. InstallatørGruppen er indirekte enekontrolleret af kapitalfonden FSN Capital GP VI Limited, som er en af flere kapitalfonde under FSN-brandet. FSN-fondene har bl.a. kontrol over virksomheder med aktiviteter inden for lægemidler, udstyr til badeværelser og software. FSN-fondene har kontrol over Håndverksgruppen Norge AS, der er en koncern bestående af lokale håndværkervirksomheder i hhv. Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, der leverer ydelser inden for overfladebehandling, såsom malerarbejde, gulve, fliser og murerarbejde.
Erik Lytzen tilbyder ydelser inden for VVS, el, ventilation, køl, kloak, CTS (Central Tilstandskontrol og Styring), sikrings- og alarmteknik samt elektro. Erik Lytzen er autoriseret VVS-installatør, elinstallatør og kloakmester. Erik Lytzen har seks afdelinger i Nordjylland, én afdeling i Aarhus og én afdeling i Nuuk, Grønland.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 10. juni 2026, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion InstallatørGruppen/Erik Lytzen
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 4171 5262 eller e-mail ssn@kfst.dk
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.