Øvrige nyheder
Indkøb af videnrådgivning - helt enkelt
Bedre udbud med færre omkostninger. Det er et fælles mål for offentlige indkøbere og virksomheder. Men hvordan tilrettelægger du i praksis et mindre indkøb enkelt og samtidig sikrer en effektiv konkurrence? Ny vejledning om indkøb af videnrådgivning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser hvordan.
Offentlige myndigheder køber ofte konsulentbistand, når der skal løses opgaver, hvor eksterne rådgivere har en særlig ekspertise og viden. Rådgivningen dækker over vidt forskellige områder som fx udarbejdelse af analyser, strategiprocesser, kampagnestrategier og andre kreative opgaver.
Med udbudsloven er der sket en ændring i procedurereglerne, så det i dag er mere enkelt at gennemføre udbud under EU-tærskelværdierne. Der kan dog stadig herske usikkerhed om, hvilke procedureregler, man som offentlig ordregivere er forpligtet til at følge, og hvor enkelt et indkøb kan tilrettelægges. Usikkerheden kan resultere i, at der stilles for omfattende krav til tilbuddet set i forhold til opgavens størrelse.
Vejledningen Indkøb af videnrådgivning – under EU-tærskelværdien fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, giver konkrete råd og vejledning til, hvordan enklere udbud af videnrådgivning kan tilrettelægges, samtidig med at der sikres en effektiv konkurrence.
Vejledningen er målrettet offentlige ordregivere, der gennemfører indkøb under EU-tærskelværdierne. Som ordregiver kan du evt. vælge at blive guidet igennem et indkøb under tærskelværdien og gøre brug af de paradigmer, der stilles til rådighed i vejledningen. Omdrejningspunktet er indkøb af videnrådgivning, men indholdet kan også være relevant i forbindelse med indkøb af andre ydelser, hvor der skal tilrettelægges enkle udbud.
Hent vejledningen: ”Indkøb af videnrådgivning – under EU-tærskelværdien”
Læs om indsatsen mod unødvendige transaktionsomkostninger: Bedre udbud med færre omkostninger
Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud
I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.