Karteller
Har du mistanke om et kartel?
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil gerne høre fra dig, hvis du har mistanke om karteller eller andre overtrædelser af konkurrencereglerne - du kan være anonym igennem hele processen.
OM AT SKRIVE ANONYMT VIA DEN SIKRE FORBINDELSE
Uanset om du vælger at oplyse dit navn og dine kontaktoplysninger, eller du vælger at kontakte os anonymt, vil dine oplysninger blive afgivet via en sikker, krypteret forbindelse. Den krypterede forbindelse administreres af en ekstern databehandler med særlig ekspertise i at modtage, håndtere og viderebringe informationer.
Hvis du vælger at være anonym, er du sikret fuld anonymitet - både når du sender os oplysninger, og hvis du vælger at lukke op for videre kommunikation. Den eksterne databehandler sikrer nemlig, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke har mulighed for at identificere, hvem afsenderen er..
Muligheden for at være anonym giver personer, som er tæt på en lovovertrædelse og som frygter, at de selv eller deres virksomhed kan lide skade, en mulighed for at kontakte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, uden at myndigheden bliver bekendt med deres identitet.
Muligheden for at henvende sig anonymt tager også hensyn til retssikkerheden hos den virksomhed eller de personer, som informationerne er rettet mod. Når styrelsen indleder en undersøgelse på baggrund af en anonym henvendelse, betyder det derfor ikke, at sagen vil blive undersøgt på et spinklere grundlag, end hvis styrelsen har kendskab til anmelders identitet. Tværtimod stilles der højere krav til værdien af informationerne og graden af dokumentation, når afsenderen ikke er kendt.