Vandtilsyn

Økonomiske rammer

I Vandsektortilsynet arbejder vi for, at drikke- og spildevandsselskaber bliver drevet effektivt under hensyntagen til forsyningssikkerhed og bæredygtighed og med stabile priser, der ikke er højere end nødvendigt. Det gør vi ved at fastsætte økonomiske rammer for vandselskaberne.

Vandsektoren er karakteriseret ved naturlige monopoler. Det betyder, at de danske forbrugere ikke frit kan vælge leverandør af vand. Drikke- og spildevandsselskaber er dermed ikke udsat for konkurrence fra andre selskaber. I

Vandsektortilsynet anvender vi derfor økonomisk regulering til at efterligne det konkurrencepres, som vandselskaberne ville have oplevet på et konkurrenceudsat marked. Det gør vi ved at fastsætte årlige indtægtsrammer med effektiviseringskrav baseret på henholdsvis produktivitetsudviklingen i sammenlignelige konkurrenceudsatte sektorer og på baggrund af benchmarking.

Den økonomiske regulering skal tilskynde, at vandselskaberne er omkostningseffektive i både deres drift, vedligeholdelse og nye investeringer. Omkostningseffektivitet betyder, at vand- og spildevandspriserne holdes på et lavere niveau, end de ellers ville have været. Det bidrager til vækst, højere forbrugervelfærd og en bedre konkurrenceevne for de vandforbrugende virksomheder i Danmark.

De økonomiske rammer indeholder effektiviseringskrav og fastsætter et årligt loft over vandselskabernes indtægter. Det bidrager til et kunstigt konkurrencepres i sektoren, som skal medvirke til effektiv drift. De økonomiske rammer korrigeres årligt med et generelt effektiviseringskrav og eventuelt også et individuelt effektiviseringskrav for vandselskaber med en debiteret vandmængde over 800.000 kubikmeter.

Vi fastsætter økonomiske rammer for alle kommunalt ejede vand- og spildevandsselskaber samt de forbrugerejede vandværker, der leverer, behandler eller transporterer minimum 200.000 kubikmeter drikkevand om året til forbrugere og virksomheder.

De mindre, forbrugerejede vandselskaber kan beslutte at træde ud af den økonomiske regulering, hvis de opfylder betingelserne for at udtræde, som fremgår af vores vejledning om udtræden af den økonomiske regulering.

De økonomiske rammer skal sikre, at:

  • Forbrugere og virksomheder ikke betaler mere end nødvendigt for vand og spildevand.
  • Selskaberne har tilstrækkelige midler til at drive, vedligeholde og udvikle deres infrastruktur for at sikre fortsat høj kvalitet og forsyningssikkerhed.
  • Selskaberne løbende effektiviserer deres drift og anlæg i takt med produktivitetsudviklingen i resten af den danske økonomi.

Afgørelser om økonomiske rammer

Hvert år træffer vi senest den 15. oktober afgørelser om vandselskabernes økonomiske rammer.

Forud for dette har vi senest den 15. september sendt udkast til afgørelser om økonomiske rammer i høring hos vandselskaberne. Hvis vi ikke modtager et høringssvar fra selskaberne indenfor høringsfristen, får vores udkast karakter af afgørelser.

Vi fremsender økonomiske rammer til vandselskaberne og offentliggør samtidigt afgørelserne på vores hjemmeside. Afgørelserne kan påklages til Konkurrenceankenævnet, der kan stadfæste, hjemvise eller omgøre vores afgørelser. Vi offentliggør ligeledes Konkurrenceankenævnets kendelser i klagesager mod os på hjemmesiden.

Effektiviseringskrav

Alle vandselskaber, der er underlagt den økonomiske regulering, modtager et generelt effektiviseringskrav. Formålet med det generelle effektiviseringskrav er at efterligne det effektiviseringspres, som produktivitetsudviklingen skaber på et velfungerende, konkurrenceudsat marked. Du kan læse mere om, hvordan det generelle effektiviseringskrav fastsættes under Pris- og produktivitetsudvikling.

Alle vandselskaber med en debiteret vandmængde på over 800.000 kubikmeter modtager et individuelt effektiviseringskrav. Det individuelle effektiviseringskrav skal tilskynde de mindst effektive vandselskaber til at blive lige så effektive som de mest effektive i sektoren. Det individuelle effektiviseringskrav bliver beregnet på baggrund af benchmarking, der sammenligner vandselskabernes omkostningseffektivitet. Niveauet for det individuelle effektiviseringskrav er et udtryk for, hvorvidt niveauet af det enkelte vandselskabs økonomiske ramme er effektivt. Effektiviseringskravet afspejler det potentiale, det enkelte vandselskab har for at reducere sine omkostninger til et effektivt omkostningsniveau.

Det individuelle effektiviseringskrav har altså til formål at fremme brugen af eksisterende teknologi.

Yderligere information om benchmarking findes under Årlige resultater og modelbeskrivelser.

Årlig indberetning af data

Alle vandselskaber omfattet af vandsektorloven skal årligt indberette data til brug for vores fastsættelse og kontrol af økonomiske rammer – og for de større vandselskabers vedkommende også til brug for benchmarking.

Indberetningen til økonomiske rammer består af oplysninger fra vandselskabernes årsrapport samt oplysninger om øvrige forhold. Du kan finde mere information om, hvad selskaberne skal indberette i vores vejledninger om økonomiske rammer.

Indberetning foregår i vores digitale indberetningssystem VandData i perioden 1. marts -15. april hvert år.

INDBERETNING

VandData

Her foretager drikke- og spildevandsselskaberne indberetninger til økonomiske rammer og benchmarking og kommunerne indberetter til stoplov. Du skal logge på med MitID.

Gå til indberetningssiden for VandData
BRUG FOR HJÆLP?

Kontakt os

Har du brug for at kontakte os i Vandsektortilsynet, kan du finde os her.

Find en medarbejder