Konkurrence

Markedsefterforskning

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ved en markedsefterforskning efter konkurrencelovens § 15 f, undersøge adfærd eller strukturer med henblik på eventuelt at gribe ind.

Offentlig høring

Inden Konkurrencerådet kan beslutte, om der skal indledes en markedsefterforskning, skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemføre en offentlig høring om et udkast til beslutning om at indlede markedsefterforskningen.

Udkastet til beslutning vil normalt indeholde en angivelse af:

  • hvilken eller hvilke erhvervssektorer, som markedsefterforskningen påtænkes at omfatte,
  • de relevante markedsaktører og myndigheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er bekendt med,
  • den eller de strukturer eller adfærd, som markedsefterforskningen påtænkes atomfatte, og
  • baggrunden for, at Konkurrencerådet overvejer at indlede markedsefterforskningen.

Den offentlige høring om udkastet til beslutning om at indlede markedsefterforskningen gennemføres for at give relevante interessenter mulighed for at afgive deres bemærkninger. Disse bemærkninger skal indgå i grundlaget for Konkurrencerådets beslutning om, hvorvidt markedsefterforskningen skal indledes. De bemærkninger, der afgives, kan derfor også have som konsekvens, at markedsefterforskningen ikke iværksættes.

Den offentlige høring kan gennemføres ved, at Konkurrence- Forbrugerstyrelsen offentliggør udkastet til beslutning om en påtænkt markedsefterforskning på Konkurrence- Forbrugerstyrelsen hjemmeside og retter direkte henvendelse til de relevante markedsaktører og ressortmyndigheder, som Konkurrence- Forbrugerstyrelsen har identificeret. Begge dele vil ske med en opfordring til at afgive bemærkninger inden for en angivet frist. Fristen vil afhænge af sagens konkrete omstændigheder, men vil typisk være tre til fire uger.

 

Hvis Konkurrencerådet beslutter at indlede en markedsefterforskning, bliver denne beslutning offentliggjort på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside. En beslutning om at indlede en markedsefterforskning offentliggøres for at sikre involvering og vejledning af relevante markedsdeltagere i processen.

Beslutningen vil som udgangspunkt indeholde de samme oplysninger som udkastet til beslutning. Derudover vil beslutningen indeholde overordnet information om:

  • den planlagte proces og
  • den forventede tidsplan for markedsefterforskningen, herunder for en eventuel informationsindsamling.
Sagsoplysning

En markedsefterforskning vil basere sig på en proces, hvor relevante interessenter bliver inddraget. Denne inddragelse vil ske ved, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når det vurderes at være relevant, vil høre disse interessenter om deres vurdering af konkurrenceforholdene, herunder hvad eventuelle konkurrenceproblemer skyldes, og hvilke tiltag der efter interessenternes opfattelse kan løse eventuelle konkurrenceproblemer.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan derudover anvende Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sædvanlige muligheder for at oplyse en sag.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan for det første efter konkurrencelovens § 17 kræve alle de oplysninger, som den pågældende virksomhed har adgang til, og som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skønner nødvendige for at gennemføre en markedsefterforskning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens krav om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til formålet. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmoder om oplysninger efter konkurrencelovens § 17, er modtageren af anmodningen forpligtet til at udlevere de pågældende oplysninger.

Dette gælder såvel for virksomheder, der er omfattet af markedsefterforskningen, som for andre virksomheder eller fysiske personer, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indhenter oplysninger fra. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil i den forbindelse kunne gøre brug af muligheden for at anvende tvangsbøder, ligesom en virksomhed vil kunne pålægges en bøde bl.a. for at undlade at afgive oplysninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan også vælge at anmode om oplysninger eller stille spørgsmål til en virksomhed uden at angive, at virksomheden har pligt til at besvare spørgsmålene eller udlevere oplysninger efter konkurrencelovens § 17. I sådanne situationer vil det være frivilligt, om virksomheden ønsker at besvare anmodningen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Indsamling af oplysninger som led i en markedsefterforskning vil kunne ske med henblik på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan skaffe det fornødne og tilstrækkelige grundlag til at Konkurrencerådet kan vurdere konkurrenceforholdene og eventuelle indgreb med henblik på at sikre den effektive konkurrence.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan for det andet gennemføre uanmeldte kontrolundersøgelser efter konkurrencelovens § 18 hos virksomheder med henblik på at indsamle oplysninger til brug for en markedsefterforskning.

En kontrolundersøgelse indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får adgang til en virksomheds lokaler, grunde og transportmidler med henblik på at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, som den kontrolundersøgte virksomhed har adgang til.

Indsamling af oplysninger ved uanmeldte kontrolundersøgelser som led i en markedsefterforskning vil kunne ske med henblik på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan skaffe det fornødne og tilstrækkelige grundlag til, at Konkurrencerådet kan vurdere konkurrenceforholdene og eventuelle indgreb med henblik på at sikre en effektiv konkurrence.

Det almindelige krav om at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun kan gennemføre kontrolundersøgelser, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indhentet en retskendelse, gælder også for kontrolundersøgelser, som foretages som led i en markedsefterforskning. Det bemærkes, at der i forbindelse med en kontrolundersøgelse som led i en markedsefterforskning ikke vil være krav om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har en formodning om en overtrædelse af konkurrenceloven.

Læs vejledningen om kontrolundersøgelser

Mulige udfald

Konkurrencerådet kan som led i en markedsefterforskning træffe afgørelse om at udstede et adfærdsmæssigt påbud til en virksomhed efter konkurrencelovens § 15 f, stk. 4 og 5.

Påbud, som udstedes som led i en markedsefterforskning, kan kun omfatte virksomheders fremadrettede adfærd. En markedsefterforskning kan ikke føre til strukturelle påbud, som for eksempel et påbud om frasalg.

Et påbud kan være tidsbegrænset eller tidsubegrænset. Der er en række betingelser, som alle skal være opfyldt, for at Konkurrencerådet kan træffe afgørelse om at udstede adfærdsmæssige påbud som led i en markedsefterforskning:

  • adfærden eller strukturerne skal tydeligt svække den effektive konkurrence,
  • adfærden eller strukturerne skal have medført væsentlige skadevirkninger for andre virksomheder eller forbrugere, eller det skal være sandsynligt, at sådanne skadevirkninger vil indtræffe,
  • påbuddet skal kunne afhjælpe den identificerede svækkelse af konkurrencen og fremme effektive konkurrenceforhold,
  • påbuddet skal være rimeligt, nødvendigt og proportionalt for at sikre den effektive konkurrence, og
  • den virksomhed, som et påbud skal gælde for, samt relevante markedsaktører og ressortmyndigheder skal høres om påbuddet, inden det udstedes.

En afgørelse fra Konkurrencerådet om at udstede et adfærdsmæssigt påbud kan påklages til Konkurrenceankenævnet eller indbringes for domstolene af den virksomhed mv., der har modtaget afgørelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af udstedte påbud. Manglende overholdelse af påbud kan sanktioneres med bøde.

Hvis Konkurrencerådet som led i en markedsefterforskning har truffet afgørelse om at udstede et påbud til en virksomhed eller om at gøre et tilsagn afgivet af virksomheden bindende, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen heller ikke efterfølgende indlede en sag mod virksomheden om en mulig overtrædelse af konkurrenceloven vedrørende præcis samme forhold, som er omfattet af påbuddet eller tilsagnet.

Konkurrencerådet kan som led i en markedsefterforskning træffe afgørelse om at gøre et tilsagn, som en virksomhed har afgivet, bindende efter konkurrencelovens § 15 f, stk. 6.

En virksomhed kan tilbyde at afgive tilsagn på ethvert tidspunkt i løbet af en markedsefterforskning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ikke nødvendigvis færdig med sine analyser og vurderinger på det tidspunkt, hvor der indledes drøftelser om tilsagn. Konkurrencerådet kan derfor gøre tilsagn, som en virksomhed har afgivet, bindende uden, at det er endeligt dokumenteret, at konkurrencen er tydeligt svækket.

Følgende betingelser skal være opfyldt, for at Konkurrencerådet kan træffe afgørelse om at gøre afgivne tilsagn bindende:

  • Adfærden eller strukturerne skal svække den effektive konkurrence.
  • Tilsagnet skal kunne afhjælpe den identificerede svækkelse af konkurrencen og fremme effektive konkurrenceforhold.
  • Den virksomhed, som tilsagnet skal gælde for, samt relevante markedsaktører og ressortmyndigheder skal høres om tilsagnet, inden det gøres bindende.

Et tilsagn kan være tidsbegrænset eller tidsubegrænset, og det skal i afgørelsen om at gøre tilsagnet bindende fastslås, at der ikke længere er grund til at udstede et adfærdsmæssigt påbud efter konkurrencelovens § 15 f, stk. 4.

En afgørelse fra Konkurrencerådet om at gøre afgivne tilsagn bindende kan hverken påklages til Konkurrenceankenævnet eller indbringes for domstolene. Baggrunden er, at virksomheden i sådanne tilfælde selv har forhandlet sig frem til den opnåede løsning.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil overvåge gennemførelsen af afgivne tilsagn, som Konkurrencerådet har truffet afgørelse om at gøre bindende.

Hvis et tilsagn, som er gjort bindende, ikke efterkommes, kan det sanktioneres med bøde.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud, der er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af et tilsagn, og undladelse af at efterkomme et sådant påbud kan også sanktioneres med bøde.

Konkurrencerådets afgørelse om at gøre et afgivet tilsagn bindende kan tilbagekaldes, hvis:

  • de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt,
  • den virksomhed, der har afgivet tilsagnet, handler i strid med det afgivne tilsagn, eller
  • afgørelsen er truffet på grundlag af ufuldstændige, urigtige eller vildledende oplysninger, og det kan tilskrives den virksomhed, der har afgivet tilsagnet.

Hvis Konkurrencerådet som led i en markedsefterforskning har truffet afgørelse om at udstede et påbud til en virksomhed eller om at gøre et tilsagn afgivet af virksomheden bindende, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen heller ikke efterfølgende indlede en sag mod virksomheden om en mulig overtrædelse af konkurrenceloven vedrørende præcis samme forhold, som er omfattet af påbuddet eller tilsagnet.

Hvis Konkurrencerådet afslutter en markedsefterforskning i forhold til en virksomhed uden at træffe afgørelse om påbud eller tilsagn, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for efterfølgende at indlede en sag mod virksomheden om en mulig overtrædelse af konkurrenceloven vedrørende samme forhold, som er omfattet af markedsefterforskningen.

Hvis en markedsefterforskning afsluttes, uden at Konkurrencerådet træffer afgørelse om påbud eller tilsagn, er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afskåret fra at indlede en ny markedsefterforskning vedrørende samme forhold i en efterfølgende periode på 2 år.