Vejledning

Vejledning om betalingslovens §63

En ny vejledning skal gøre det lettere for penge- og betalingsinstitutter at navigere efter både hvidvask- og betalingsloven. Finanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet vejledningen efter en sag, hvor et pengeinstitut havde overtrådt betalingsloven.

”Vejledning om betalingslovens § 63” skal bidrage til, at det bliver nemmere for både pengeinstitutter og betalingsinstitutter at navigere i betalingslovens § 63 og hvidvaskloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ansvaret for vejledningens afsnit om betalingslovens § 63, mens afsnittet om hvidvaskloven er udarbejdet af Finanstilsynet.

Betalingsinstitutter kan fx være en indløser, der sørger for, at butikker kan modtage kortbetalinger fra deres kunder. Betalingsinstitutter er vigtige for konkurrencen, og de skal have adgang til betalingskontotjenester i et pengeinstitut for at kunne levere deres ydelser.

Betalingsinstitutter har krav på at få adgang til pengeinstitutters betalingskontotjenester. Det følger af betalingslovens § 63. Alligevel har der været eksempler, hvor betalingsinstitutter har haft svært ved at få adgang.

Betalingslovens § 63 er ikke til hinder for, at pengeinstitutter kan opsige et betalingsinstitut som kunde ud fra hensyn til for eksempel reglerne om hvidvask. Men opsigelsen skal følge af objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har - siden § 63 trådte i kraft primo 2018 - truffet tre afgørelser, hvor pengeinstitutter har overtrådt betalingsloven i forbindelse med afslag om adgang til betalingskontotjenester. Konkurrenceankenævnet har stadfæstet to af disse afgørelser, og den sidste afventer ankenævnets kendelse.

Vejledningen vil blive revideret i takt med, at yderligere praksis om betalingslovens § 63 etableres.

Finanstilsynet, som fører tilsyn med hvidvaskloven, har bidraget til vejledningens kapitel om pengeinstitutter og betalingsinstitutters hvidvaskforpligtelser.

Vejledningens kapitel om betalingslovens § 63 er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som fører tilsyn med betalingslovens § 63. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven, og Konkurrencerådet har derfor godkendt vejledningens afsnit om betalingslovens § 63.

En række interessenter har undervejs givet input til vejledningen, og efterfølgende har et udkast til vejledningen været i høring.