Øvrige nyheder
Nyt om udbud: Dialogmøde om pålidelighedsvurderinger m.m.
I dette nyhedsbrev kan du læse om 'Dialogmøde om pålidelighedsvurderinger', om relancering af uddbud.dk og om, at Kommissionen igangsætter evaluering af EU's direktiver for offentlige udbud
Dialogmøde om pålidelighedsvurderinger
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inviterer til et dialogmøde torsdag den 9. januar 2025 kl. 9-11.30, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.
Her vil styrelsen præsentere viden og erfaringer fra de vurderinger af pålidelighed, der er foretaget, samt gennemgå vejledningen og de skabeloner, der er udarbejdet til ordregiver.
Derudover vil der være øvrigt nyt fra styrelsen.
Tilmelding
Dialogmødet er gratis, men kræver tilmelding. Tilmelding kan ske til Hanne Colberg på HC@kfst.dk senest den 6. januar 2025.
For dem, der ikke har mulighed for at deltage i det fysiske dialogmøde, vil der blive afholdt et webinar den 23. januar kl. 9-10. Info om dette vil blive annonceret senere.
Baggrund for dialogmødet
Regeringen har fremsat et lovforslag, der vil medføre, at offentlige ordregivere pr. 1. januar 2025 ikke længere skal indhente en vejledende udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med udelukkelse af en ansøger eller tilbudsgiver i en udbudsproces.
Det betyder, at det fremover kun er ordregiver, der skal foretage disse vurderinger af pålidelighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på baggrund af sine erfaringer udarbejdet en vejledning, som har til formål at hjælpe ordregiver i forbindelse med vurderingen. Vejledningen indeholder også hjælp til virksomhederne, hvis de står til at blive udelukket.
Udover vejledningen har styrelsen også udarbejdet skabeloner, der kan hjælpe ordregiver med den vurdering, der skal laves, når tilbudsgivers pålidelighed skal vurderes samt skemaer, der kan hjælpe virksomheder, der står til at blive udelukket.
Vejledningen og skabelonerne er værktøjer, der kan hjælpe ordregiver i sin vurdering og sikre, at ordregiver vurderer tilbudsgivers pålidelighed på baggrund af de relevante betingelser.
Udbud.dk er relanceret med nyt udseende og flere nye funktioner
Udbud.dk er i dag relanceret og du vil som bruger – hvad enten du er tilbudsgiver, ordregiver eller rådgiver – opleve en ny brugergrænseflade og nye funktioner. Med den nye brugergrænseflade bliver det nemmere for tilbudsgivere at finde og deltage i offentlige udbud. For ordregivere er der nu genkendelighed med EU-udbud ved brug af e-formularer.
Læs mere om det nye udbud.dk i dette nyhedsbrev eller klik dig direkte ind på udbud.dk.
Nyt for dig som tilbudsgiver med det nye udbud.dk
Som tilbudsgiver vil du opleve en forbedret søgning, hvor du kan søge i alle udbud og forventede indkøb fra danske myndigheder, også EU-udbud. Den nye brugergrænseflade betyder, at du som tilbudsgiver nemt og overskueligt kan søge i udbud, også på mobilen.
Du kan oprette en udbudsagent, som holder dig opdateret om nye udbud på dit område. Du kan aktivere udbudsagenten efter du har lavet en søgning. Du skal være opmærksom på, at hvis du tidligere har oprettet en udbudsagent på det gamle udbud.dk, så er denne inaktiv og du skal oprette en ny udbudsagent.
Gennem det nye format for forventede indkøb, får du som tilbudsgiver et mere søgbart og detaljeret indblik i det offentliges fremtidige planer om indkøb.
Nyt for dig som ordregiver med det nye udbud.dk
Som ordregiver vil du opleve en ny proces, når du skal annoncere indkøb under EU-tærskelværdien og indkøbsplaner. Med relanceringen af udbud.dk skifter 'indkøbsplan' navn til 'forventet indkøb'.
Udbud.dk bygger på e-formularer
Ordregivere vil i brugergrænsefladen opleve større genkendelighed ved annonceringer på det nye udbud.dk, da disse bygger på e-formularer, som det kendes fra publicering af EU-udbud. Den nye struktur for indkøbsplaner giver øget synlighed for tilbudsgiverne om forventede indkøb fra det offentlige. Derfor vil du opleve at skulle angive lidt flere oplysninger om dine fremtidige forventninger til indkøb, og i et mere struktureret format, end det kræves i dag. Dette indføres for at flere tilbudsgivere kan få tidligere øje på relevante indkøb og dermed øge konkurrencen.
Nyt for dig som udbudsrådgiver med det nye udbud.dk
Som rådgiver kan du med det nye udbud.dk stadig annoncere på vegne af dine kunder. Som noget nyt vil der automatisk blive sendt en advisering med Digital Post til den myndighed, du annoncerer på vegne af.
Hvis du er leverandør af et udbudssystem
Leverandører af udbudssystemer kan via API integrere til udbud.dk. Der er mulighed for at annoncere udbud under tærskelværdien og forventede indkøb direkte fra egen brugergrænseflade, ligesom du kan hente udbudsbekendtgørelser fra udbud.dk til brug for søgning i eget system.
Kommissionen igangsætter evaluering af EU's direktiver for offentlige udbud
Europa-Kommissionen igangsætter nu en evaluering af direktiverne for offentlige udbud. Initiativet er en opfølgning på anmodninger fra Den Europæiske Revisionsret og Rådet for Den Europæiske Union om at gennemgå den nuværende lovgivning for offentlige indkøb.
Evalueringen vil fokusere på centrale emner, herunder konkurrenceforholdene på det europæiske marked, muligheder for at gøre reglerne enklere og hvordan direktiverne understøtter EU’s strategiske mål.
Kommissionen vil gennemføre en offentlig høring, hvor alle interessenter – offentlige indkøbere, virksomheder, fagforeninger og civilsamfundet – opfordres til at bidrage.
Næste trin
Når evalueringen er gennemført, vil Kommissionen undersøge relevante lovgivningsmæssige justeringer af de gældende udbudsdirektiver og fremsætte forslag til en revision af udbudsdirektiverne.
Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud
I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.