Klage over gebyrer for brug af betalingskort i taxier

1. Resumé

Forbrugerrådet indsendte den 13. januar 2000 en klage over Hillerød Taxa, Birkerød Taxa og Roskilde Taxas opkrævning af gebyrer på 5 kr. ved kortindehavers betaling med betalingskort. Dansk Taxi Forbund har repræsenteret de tre taxiselskaber i sagen.

Dansk Taxi Forbund har begrundet opkrævningen af gebyret med omkostninger til taxivognmændenes investeringer i elektroniske terminaler, som anvendes ved modtagelse af betalingskort, samt udgifter til efterfølgende administration i forbindelse med modtagelse af betalingskort.

Det er Forbrugerrådets opfattelse, at opkrævning af disse gebyrer ikke er i overensstemmelse med betalingskortlovens § 20, stk. 3.

Betalingskortlovens § 20, stk. 3, 2. pkt., bestemmer, at sådanne gebyrer udelukkende kan opkræves hos kortindehaver, når betalingsmodtager selv er pålagt gebyret fra kortudsteder. Gebyret må i sådanne tilfælde ikke overstige det beløb, som betalingsmodtager selv skal erlægge til kortudsteder/kortindløser.

2. Afgørelse

Det meddeles Dansk Taxi Forbund, at opkrævningen af gebyret er i strid med betalingskortlovens § 20, stk. 3. Forbundet anmodes om at orientere sine medlemmer herom.

Styrelsen meddeler Hillerød Taxa, Birkerød Taxa og Roskilde Taxa påbud om at ophøre med at opkræve gebyr ved valutaindlændinges1 betaling med betalingskort, jf. betalingskortlovens § 20 a, stk. 2, og § 34.

Endelig orienteres Færdselsstyrelsen om styrelsens afgørelse med henblik på, at § 31 i bekendtgørelse nr. 420 af 4. juni 1999 om taxikørsel m.v. ændres således, at den bringes i overensstemmelse med betalingskortloven.

3. Sagsfremstilling

3.1. Klagens anledning

Forbrugerrådet har ved brev af 13. januar 2000 klaget over, at forbrugerne skal betale et gebyr ved betaling med betalingskort i taxier. Forbrugerrådet oplyser i deres henvendelse, at denne praksis blandt andet finder sted hos taxivognmænd i Birkerød, Hillerød og Roskilde.

Det er Forbrugerrådets opfattelse, at denne praksis er i strid med betalingskortlovens § 20, stk. 3, hvorfor Konkurrencestyrelsen anmodes om at gribe ind i medfør af betalingskortlovens § 11, stk. 1.

Konkurrencestyrelsen har på denne baggrund anmodet Birkerød Taxa, Hillerød Taxa og Roskilde Taxa om nærmere at redegøre for deres praksis i forbindelse med kundens betaling med betalingskort.

Dansk Taxi Forbund har på vegne af de tre taxiselskaber indsendt en redegørelse til Konkurrencestyrelsen den 31. januar 2000.

Forbrugerrådet og Dansk Taxi Forbund er blevet hørt i forbindelse med sagsbehandlingen.

3.2. Sagens parter

Forbrugerrådet er de danske forbrugeres interesseorganisation, uafhængig af myndigheder og erhvervsliv. Forbrugerrådet varetager forbrugernes interesser over for regering, folketing, offentlige myndigheder og erhvervsliv.

Den individuelle taxivognmand er typisk tilknyttet et bestillingskontor, som formidler ture og forestår bogholderi og administration, herunder efterbehandling af taloner fra betalingskort, der er modtaget med "fluesmækker". Nogle bestillingskontorer indgår desuden i et samarbejde, som dækker et større regionalt område, eksempelvis Fællescentralen Taxa Nordsjælland (Frederiksborg Amt), hvor bestillingskontorerne Birkerød og Hillerød deltager.

Birkerød Taxa er en sammenslutning af selvstændige vognmænd med 22 vogne, mens Hillerød Taxa har 34 og Roskilde Taxa har 51 vogne.

Dansk Taxi Forbund er brancheorganisation for 64 bestillingskontorer samt nogle få enkeltmedlemmer, som tegner sig for 2.300 af 5.200 taxier i Danmark.

3.3. Bestillingskontorernes vedtagelser

Erhvervet som taxivognmand er reguleret i Lov om taxikørsel, lbk. nr. 517 af 24. jun. 1999. Bevilling som taxivognmand udstedes af kommunalbestyrelsen for en 10-årig periode.

På baggrund af bekendtgørelse om taxikørsel m.v., bkg. nr. 420 af 4. juni 1999, fastsætter kommunalbestyrelsen maksimaltakster samt særlige tillæg for taxikørsel. Det fremgår af bekendtgørelsens § 31, at der foruden kørsel og ventetid kun må forlanges betaling for transport af bagage, som ikke kan anbringes inden i vognen, ... samt ved benyttelse af betalingskort.

Dansk Taxi Forbund har oplyst, at opkrævning af gebyr er en praksis, der er vedtaget for bestillingskontoret Roskilde Taxa. Ledelsen har taget en overordnet beslutning om, at der for modtagelse af betalingskort skal opkræves et gebyr på kr. 5,00. Man har siden den 1. september 1997 opkrævet gebyr for modtagelse af Dankort. Roskilde Kommune har senest godkendt gebyrets størrelse i 1999, og det står anført i kommunens gældende takstreglement.

Bestyrelsen i Fællescentralen Taxa Nordsjælland har truffet beslutning om opkrævning af gebyr for modtagelse af betalingskort. Gebyret er indført i løbet af 1999.

Ifølge det oplyste har gebyrerne til formål at dække investeringerne i elektroniske taxametre, hvori betalingskortlæseren indgår, software til overførsel af informationer og transaktioner til bestillingskontorets computer. Hertil kommer udgifter til bogholderi og administration i forbindelse med modtagelse af betalingskort.

For Roskilde Taxa har omkostningerne til investering i elektroniske taxametre samt efterfølgende opgradering andraget ca. xx kr. pr. vogn. En terminal til betalingskort indgår som en integreret del i dette system. Vognmanden medbringer dog altid en fluesmækker for det tilfælde, at terminalen er nede. Det er oplyst, at administration af betalingskort beløber sig til ca. x kr. pr. uge pr. vogn, og at en vogn gennemsnitligt har xx betalinger pr. dag. På baggrund af en samlet betragtning af omkostningerne ved modtagelse og håndtering af betalingskort har man fastsat gebyret til 5,00 kr.

For Fællescentralen er omkostningerne til taxameter med betalingskortlæser og software til overførsel af transaktionerne til Fællescentralens administrative computer opgjort til ca. xx kr. pr. vogn. Udgiften til fluesmækker udgør ligeledes x kr. mens omkostningerne til administration m.v. andrager x kr. pr. uge pr. vogn. Opgørelsen af de samlede omkostninger ved systemet sammenholdt med modtagelse af ca. x betalingskort pr. dag pr. vogn ligger til grund for gebyrets størrelse.

For ingen af de tre bestillingskontorer er der således tale om, at gebyret er en viderefakturering af et gebyr, som taxivognmændene selv skal betale til danske kortudstedere eller kortindløsere, idet sådanne gebyrer ikke opkræves.

Konkurrencestyrelsens beregninger har vist, at modtagelse af Dankort ved brug af fluesmækker beløber sig til ca. 1,50-2,00 kr. Heri indgår udgifter til køb af notaer, sumbilag, porto, administrativ håndtering m.v. Udgifterne ved elektronisk modtagelse af betalingskort er væsentlig lavere, og andrager 0,75-1,00 kr. pr. betaling, når der ses bort fra udgifter til kortlæser, som er en integreret del af systemet.

3.4. Afgrænsning af markedet

Det relevante marked er markedet for betaling i forbindelse med taxikørsel. Nationalt gælder en særlig lovgivning for betaling i taxier, ligesom der er særlig national lovgivning for betalingskort.

Geografisk set må markedet afgrænses til lokale områder i Danmark. Selv om taxier kan bevæge sig over større geografiske områder, skal maksimalpriser og -tillæg fastsættes af kommunalbestyrelsen, som også udsteder bevillingerne.

4. Vurdering

4.1. Betalingskortloven §§ 20 og 20 a

Med vedtagelsen af lov nr. 217 af 13. april 1999 om ændring af betalingskortloven blev § 20 ændret væsentligt.

Ændringen af § 20 stk. 1, medførte, at der fremover skal sondres mellem fysisk og ikke-fysisk handel. Kortudsteder har nu mulighed for at opkræve gebyr for driften af systemet, når der er tale om ikke-fysisk handel, mens dette fortsat ikke er tilladt for fysisk handel (herunder for sædvanlige Dankort-transaktioner).

Ved lovændringen blev § 20, stk. 3 indføjet som nyt stykke. "Betalingsmodtager kan opkræve gebyr for betalingstransaktionen hos kortindehaver, når kortindehaveren betaler med et betalingskort. Gebyrets størrelse må ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til kortudsteder".

De internationale betalingskort har dispensation fra § 20 i betalingskortloven for så vidt angår valutaudlændinges brug af kort i Danmark, jf. § 34.

Det følger af bemærkningerne til loven, at bestemmelsen i lovens § 20, stk. 3, 1. pkt., har til formål at sikre, at betalingsmodtager kan opkræve gebyr hos kortindehaver, når kortindehaver betaler med et betalingskort, og bestemmelsen gælder, uanset hvad der aftales mellem kortudsteder og betalingsmodtager, jf. betalingskortloven § 33, stk. 1.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at man samtidig har ønsket at sikre, at betalingsmodtager ikke opkræver for høje gebyrer hos kortindehaver. Derfor fastslår stk. 3, 2. pkt., at det gebyr som betalingsmodtager opkræver hos kortindehaveren, ikke må overstige betalingsmodtagerens gebyr pr. betalingstransaktion til kortudstederen. Betalingsmodtageren kan derfor ikke overvælte andre omkostninger ved betalingssystemet på kortindehaveren, fx en andel af en årlig tilslutningsafgift til kortudstederen.

Det følger af betalingskortloven § 20 a, stk. 1, at der ved fastsættelse af gebyrer ikke må anvendes urimelige priser og avancer. Et gebyr er ifølge bestemmelsens 2. punktum urimeligt, når det er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 20 og 20 a, jf. betalingskortlovens § 11, stk. 1.

4.1.1. Tidligere praksis

Med ændringen af betalingskortloven blev spørgsmålet om gebyrer mellem betalingsmodtager og kortindehaver - i modsætning til tidligere - nu direkte reguleret af § 20, stk. 3. Afgørelser og praksis vedrørende betalingsmodtagers opkrævning af gebyrer hos kortindehaver er sparsom.

Forbrugerstyrelsen, som administrerede den tidligere § 20 i betalingskortloven har udtalt sig telefonisk om spørgsmålet. Det er Forbrugerstyrelsens opfattelse, at betalingsmodtagers opkrævning af gebyrer hos kortholder ikke var omfattet af den tidligere § 20, stk. 1, i betalingskortloven, idet loven generelt ikke indeholdt bestemmelser, der forbød opkrævning af gebyrer hos kortholderne. Forbrugerombudsmanden har ikke taget stilling til, om betalingsmodtager kan opkræve gebyrer hos kortholder og i givet fald, hvor store de må være.

Domstolene har i 3 sager2 truffet afgørelse, der vedrørte den tidligere § 20 i betalingskortloven, men ingen af sagerne vedrører nærværende problemstilling.

4.2.1. Forbrugerrådets argumenter

Det er Forbrugerrådets opfattelse at der, ved taxivognmændenes opkrævning af gebyr på 5 kr. ved betaling med betalingskort, er tale om en overtrædelse af betalingskortlovens § 20, stk. 3.

Forbrugerrådet anfører i klagen, at det følger af bestemmelsens 2. punktum samt bemærkningerne hertil, at taxier og andre fysiske forretninger ikke kan opkræve et gebyr hos forbrugeren, da PBS alene opkræver gebyrer ved betalinger foretaget over Internettet.

4.2.2. Dansk Taxi Forbunds argumenter

Dansk Taxi Forbund har i modsætning hertil anført, at ændringen af betalingskortlovens § 20 udelukkende havde til formål at ændre retstilstanden for den ikke-fysiske handel. Ifølge Dansk Taxi Forbunds opfattelse gælder § 20, stk. 3, og begrænsningen i gebyrernes størrelse udelukkende den ikke-fysiske handel.

Ligeledes anfører Dansk Taxi Forbund, at regulering af taxivognmandens adfærd som betalingsmodtager findes i andre regelsæt. Da taxibranchen er et offentlig reguleret erhverv, må bestemmelserne i taxibekendtgørelsens kapitel 6 om takster m.v. have forrang for betalingskortloven. Dansk Taxiforbund finder derfor, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan opkræves et gebyr ved betaling med betalingskort skal afgøres af kommunalbestyrelsen.

4.2.3. Konkurrencestyrelsens vurdering

Bestemmelsen i § 20, stk. 1, opstiller en sondring mellem fysisk og ikke-fysisk handel. Det fremgår direkte af ordlyden, at bestemmelsen forbyder opkrævning af gebyrer hos betalingsmodtager, når der er tale om fysisk handel. Denne sondring genfindes ikke i stk. 3 og 4. Der kan derfor ud fra almindelige fortolkningsprincipper ikke være tvivl om, at § 20, stk. 3 og 4, regulerer både fysisk og ikke fysisk handel, idet betalingskortloven som helhed regulerer begge typer af transaktioner.

Hverken de specielle bemærkninger til bestemmelsen eller lovens generelle bemærkninger giver anledning til tvivl om, hvorvidt de nye stykker 3 og 4 skulle gælde for både den fysiske og den ikke-fysiske handel. Tilsvarende gælder med hensyn til folketingsbehandlingen, idet spørgsmålet om et indskrænket anvendelsesområde for § 20, stk. 3, ikke har været rejst i forbindelse med lovændringen

På denne baggrund må det derfor konkluderes, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller i dens forarbejder er grundlag for at antage, at der skal foretages en indskrænkende fortolkning af bestemmelsens anvendelsesområde.

Dansk Taxi Forbunds argument om, at § 20, stk. 3 og 4, ikke finder anvendelse for den fysiske handel, må derfor afvises.

Ligeledes må det afvises, at bestemmelserne i taxibekendtgørelsens kapitel 6 kan føre til noget andet resultat, idet lov har forrang for bekendtgørelse i den retslige trinfølge.

Dertil kommer, at opkrævning af gebyr for benyttelse af betalingskort i forbindelse med taxikørsel må anses for urimelig, jf. betalingskortloven § 20 a, stk. 1.

Hvis taxivognmændene lovligt kunne opkræve et særskilt gebyr for anvendelse af kort ved betaling i taxaer, ville det på et marked med virksom konkurrence kun kunne praktiseres, hvis det var forbundet med særlige omkostninger at tilbyde kortbetaling. Konkurrencen ved betaling i taxaer er ikke fri. Der er særlig regulering af taxahonorarerne og forbrugerne har i betalingssituationen begrænsede valgmuligheder.

Investeringerne i elektroniske taxametre kan ikke begrunde et særskilt gebyr. Disse taxametre - der kan sammenholdes med butikkernes elektroniske kasseterminaler - præsterer en række andre ydelser samtidig. Den ekstra funktion, der knytter sig til elektronisk kortbetaling, kan ikke tillægges væsentlig betydning, når man samtidig tager i betragtning, at vognmanden altid kan vælge alternativt at anvende en fluesmækker.

Styrelsens undersøgelser viser, at omkostningerne ved en betaling med fluesmækker ikke overstiger 2,00 kr., og de er faldende med et øget antal betalinger. Omkostningen ved elektronisk modtagelse af et betalingskort udgør 0,75 - 1,00 kr. Heri indgår håndteringsomkostninger og administration. Omkostningerne ved kontantbetaling og ved betaling med taxachecks er indregnet i de generelle priser. Der foreligger ikke nærmere beregninger over omkostningerne til håndtering og administration ved disse to betalingsmetoder.

Til sammenligning kan imidlertid oplyses, at det svenske Handels Utredningsinstitut har gennemført en undersøgelse af håndterings- og administrationsomkostninger ved forskellige betalingsmetoder i detailhandelen. Undersøgelsen viser, at modtagelse af betalingskort koster 0,90 kr., kontantbetaling koster 1,15 kr. og betaling med check koster 4,08 kr. pr. transaktion at håndtere og administrere.

På et marked med virksom konkurrence ville gebyret for kortbetaling kun kunne dække meromkostningerne for betalingsmodtagere i forhold til andre betalingsformer, idet generelle betalings- om administrationsomkostninger vil blive indregnet i det generelle prisniveau. De beregninger der er anført ovenfor, gør det uklart, om der overhovedet foreligger ekstraomkostninger ved betaling med betalingskort i forhold til andre betalingsformer.

På den baggrund ville der ikke kunne opkræves et særskilt gebyr på 5 kr. for kortbetaling på et marked med virksom konkurrence, hvis gebyropkrævningen ellers var lovlig.

4.3. Konklusion

På baggrund af en fortolkning af ordlyden i betalingskortlovens § 20, samt bestemmelsernes forarbejder må det konkluderes, at § 20, stk. 3 og 4, finder anvendelse, uanset om der er tale om fysisk eller ikke-fysisk andel. Dermed er det for begge typer transaktioners vedkommende nøje reguleret, hvornår en betalingsmodtager kan opkræve gebyrer hos en kortindehaver og hvilke gebyrer, der må opkræves.

Betalingsmodtager kan kun opkræve det gebyr, som denne selv skal betale til kortudsteder. Andre omkostninger ved betalingsmodtagers modtagelse af betalingskort, kan derfor ikke søges dækket gennem opkrævning af et gebyr hos kortindehaver. Gebyret må med andre ord ikke overstige det beløb, som betalingsmodtager betaler til kortudsteder.

Idet taxivognmændene ikke betaler gebyr til kortudsteder/kortindløser ved modtagelse af betalingskort fra valutaindlændinge, vil der således ikke være grundlag for at pålægge kortindehaver et gebyr på 5 kr. til dækning af blandt andet bogholderi og administration ved modtagelse af betalingskort.

Hvis taxivognmændene lovligt kunne opkræve et gebyr ved modtagelse af betalingskort, ville et gebyr på 5 kr. være urimeligt. Konkurrencestyrelsen beregninger viser, at omkostningerne ved modtagelse af et betalingskort er væsentlige lavere end 5 kr. Hertil kommer at det også er uklart, om der overhovedet foreligger ekstraomkostninger ved betaling med betalingskort i forhold til andre betalingsformer.

Dansk Taxi Forbund har den 30. marts 2000 indbragt Konkurrencestyrelsens afgørelse for Konkurrenceankenævnet.